Nye principafgørelser om betaling af el-scootere
Hjælpemiddel eller forbrugsgode - og hvem skal betale
Hidtil havde kommunerne skullet betragte el-scootere som hjælpemidler og skulle derfor altid betale hele udgiften.
Ankestyrelsen har fastslået, at kommunen i hvert tilfælde konkret skal vurdere, om el-scooteren på grund af ansøgers nedsatte mobilitet er nødvendig for, at ansøgeren kan komme frem til langt hovedparten af sine gøremål og derfor fungerer udelukkende som hjælpemiddel for pågældende. Er dette tilfældet, skal kommune betale hele udgiften til el-scooteren.
Grunden til, at en el-scooter betragtes som et forbrugsgode, er, at den nu bliver fremstillet og forhandlet bredt med henblik på salg til en større kundekreds især den ældre eller mindre mobile del af befolkningen.
Som hjælpemiddel
Ankestyrelsen har behandlet en række konkrete klagesager for at afklare praksis efter principafgørelse. Bl.a. en sag om en el-scooter er hjælpemiddel til mand, der går meget dårligt.
En 67-årig mand havde klaget til Ankestyrelsen efter, at han havde fået afslag hos sin kommune til fuld betaling af en el-scooter. Ankestyrelsen vurderede, at han havde ret til en el-scooter som hjælpemiddel, da han havde en væsentlig nedsat gangdistance (under 50 m), og han derfor havde ret til fuld betaling fra sin kommune.
Ankestyrelsens begrundelse var, at det skulle anses for afgørende, om forbrugsgodet konkret alene kompenserede for hans nedsatte funktionsevne, eller om han ville blive overkompenseret ved en bevilling som hjælpemiddel. Det blev statueret, at el-scooteren alene fungerede som hjælpemiddel for manden, da den var nødvendig for, at han kunne komme rundt.
En anden sag drejede sig om reparation af el-scooter, der var bevilget som hjælpemiddel. En borger havde klaget til Ankestyrelsen over, at hun ikke kunne få sin el-scooter repareret hos kommunen. El-scooteren var bevilliget som et hjælpemiddel før Ankestyrelsens Principafgørelse i 2008.
Ankestyrelsen afgjorde, at borgeren var berettiget til at få repareret den bevilgede el-scooter som et hjælpemiddel. Grunden til Ankestyrelsens afgørelse var, at reparation af et bevilget hjælpemiddel ikke kunne begrunde en revurdering af den oprindelige bevilling, fordi der var sket en ændring af praksis. Styrelsen lagde vægt på, at principafgørelsen havde virkning for fremtidige tilkendelser, og at kommunen ikke kunne sidestille en reparation med en ny tilkendelse.
Ny vurdering
Ankestyrelsen har ligeledes truffet en beslutning vedrørende ny vurdering ved udskiftning af el-scooter.
En borger skulle have udskiftet sin el-scooter. I den forbindelse revurderer kommunen, om hun har ret til delvis eller fuld betaling af en el-scooter. Kommunen vurderede, at eftersom borgeren havde en gangdistance på 400 meter, var el-scooteren ikke et hjælpemiddel men et forbrugsgode.
Borgeren havde klaget til Ankestyrelsen over, at kommunens nye vurdering betød, at hun havde krav på en el-scooter som et forbrugsgode og ikke længere som et hjælpemiddel, hvorved borgeren selv skulle betale 50 pct. af prisen på den nye el-scooter.
Ankestyrelsen var enig med kommunen i, at el-scooteren ikke alene fungerede som hjælpemiddel for borgeren, da hun havde en gangdistance på 400 meter.
Yderligere var Ankestyrelsen enig med kommunen i, at når en el-scooter skal udskiftes, skal der ske en ny vurdering efter den nye praksis udledt af principafgørelsen fra 2008.