Nærvær og trivsel frem for fravær
Køkkenområdet under Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune har nedbragt sygefraværet med 27 pct. på bare ét år - og fik derfor kommunens arbejdsmiljøpris sidst i januar
Det var selveste borgmester Johnny Søtrup (V), der overrakte prisen til cheføkonoma Pia Busk og arbejdsmiljørepræsentant Hanne Nielsen.
Prisen uddeles én gang om året og gik i år til køkkenområdet som kronen på værket oven på et år, nemlig 2009, hvor de 21 køkkener har arbejdet med sundhedsledelse.
"Vi har haft fokus på nærvær og trivlsel frem for fravær, og vi glæder os over resultatet og fortsætter arbejdet med sundhedsledelse," slår Pia Busk fast.
De tal, hun og hendes medarbejdere kan fremvise, vil da sikkert også kunne få enhver leder til at blive grøn af misundelse. På bare ét år fra 2008 til 2009 har køkkenområdet nedbragt sygefraværet med hele 27 pct. fra et gennemsnit på 16,3 årlige sygedage til et gennemsnit på 12,1 årlige sygedage pr. heltidsansat medarbejder.
I stedet for at fokusere på det negative, som ligger i ordet fravær, har ledelsen altså fokuseret på de positive ord trivsel og nærvær. Denne filosofi har sammen med en række konkrete tiltag altså båret frugt.
Trivsel i god tone
"Trivsel er et fast punkt på dagsordenen på personalemøderne, og i det daglige arbejde har vi en anerkendende tilgang til hinanden, hvor vi forsøger at inspirere hinanden til at udnytte alle vores ressourcer. Vi opfordrer hver dag hinanden til at gøre vores bedste på arbejdet," fortæller Pia Busk.
For at styrke dialogen omkring trivslen og gøre det lettere at få tingene sagt på en god måde, anvender personalet med stor succes såkaldte trivselskort. Det er et sæt store kort med forskellige motiver. Medarbejderne trækker på skift et kort og fortæller, hvad de pågældende kort signalerer af trivsel for dem.
"Trivselskortene har virkelig gjort en forskel i den måde, medarbejderne kommunikerer på. De, der før havde svært ved at komme på banen, har fået et slags støtteværktøj til også at turde komme med deres synspunkter," pointerer cheføkonomaen.
Kontakten køkkenpersonalet imellem foregår i en god tone, hvor der bliver lagt vægt på at lytte til hinanden og stille spørgsmål frem for at komme med hurtige, kontante meldinger, som måske kan misforståes og skabe dårlig trivsel.
"Vi har fokus på sproget og på den måde, vi taler til hinanden på. Ligesom vi har fokus på det, der fungerer godt og tager udgangspunkt i dét i stedet for at dyrke de problemer, der måtte være," forklarer Pia Busk.
Fokus på skader
Ud over at lægge nogle daglige rutiner og kulturen i køkkenerne om har køkkenområdet også prioriteret sikkerhed og arbejdsmiljø så højt, at det bliver synligt i dagligdagen. Det ses ved, at der blandt personalet er valgt tre arbejdsmiljørepræsentanter, AMRer, som mødes hver onsdag og varetager alt på køkkenområdet, der vedrører det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.
"Det at have tre engagerede AMR`er har gjort, at køkkenområdet er langt fremme på arbejdsmiljøområdet. De har bl.a. et stort fokus på arbejdsskader. Den viden, der opsamles i forhold til de arbejdsskader, der opstår, formidles videre til de øvrige køkkener, så der er mulighed for at forebygge," forklarer Pia Busk og fremhæver, at de tre personer er kendte og vellidte i alle køkkener og har en god dialog med medarbejderne omkring arbejdsmiljøet.
Imponeret topchef
Der skal altså prioriteres meget bevidst og iværksættes et stykke kontinuerligt arbejde med fokus på trivsel og arbejdsmiljø, hvis man skal formå at nedbringe sygefraværet så drastisk, som det er sket i køkkenerne i Esbjerg Kommune. Det lagde borgmester Johnny Søtrup da også vægt på i sin tale ved overrækkelsen:
"Det er ikke tilfældigheder, der skaber et godt arbejdsmiljø. Det ved køkkenområdet, som har skabt en god organisering omkring arbejdsmiljøindsatsen. AMRerne har gode forhold. Der er tid til arbejdet og tid til at fordybe sig.
Onsdagen bruger de på arbejdsmiljøopgaver, og tiden er lagt ind i deres arbejdsplan. Men det bliver mere end bare opgaver, for AMRerne går op i det med liv og sjæl, kan jeg forstå. Ved at dele erfaringer og viden mellem hinanden er de bl.a. med til at forebygge arbejdsskader."
Kommunens øverste chef karakteriserer den knækkede sygefraværskurve som et decideret imponerende resultat.
Pia Busk er da også enig i, at ledelse og medarbejdere har ydet noget særligt i hendes afdeling:
"Det er ikke store, forkromede løsninger, der giver resultater. Det handler helt basalt om at være autentisk og være tilstede i nuet samt at være en leder, der formår det og kan italesætte det. Er man i stand til det som leder, kan man gøre en stor forskel."