Fiaskoen truer forude
Loven om frit valg af hjælpemidler træder i kraft til oktober, men der er ikke stor begejstring hos handicaporganisationer og indkøbere. Kan frit valg overhovedet lade sig gøre? Konflikterne hober sig op på forhånd, og en konference satte spørgsmålstegn ved projektet
Men virkelighedens frie valg er kompliceret, nogle mente direkte umulig, viste en hel temadag i Bella Center, arrangeret af DRG – Dansk Rehab Gruppe.
Forslaget, som var til førstebehandling i Folketinget 9. februar med bred tilslutning, roder ganske enkelt i maskinrummet for effektive, kommunale storindkøb af hjælpemidler med tilhørende rabataftaler (som ikke nødvendigvis omfatter eksempelvis dødningehoveder).
Dertil rejser forslaget en underskov af uafklarede spørgsmål – såsom: Hvem skal tage sig af reparationer, standardisering og rådgivning? Brugerne eller kommunerne?
Konflikterne hober sig op på forhånd, inden forslaget her de kommende måneder kommer i 2. og 3. behandling.
Hvis nogle mente, at diskussionen om hjælpemidler er kedelig, så vågnede de op, mens der blev krydset klinger på en nærmest ideologisk kampplads:
Sagen er, at det som udgangspunkt er meget svært at være imod, at borgere skal have frit valg til hjælpemidler, hvis de har behov for det – eller bare lyst til det. Det er ikke kun noget, den liberale, blå stue synes om. Her kan rød stue også være med, og derfor var der bred enighed om forslaget ved førstebehandlingen.
Konkurrence
Men Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer, lagde hårdt ud.
“Jeg tror, det bliver en fiasko," proklamerede han med henvisning til, at han ikke troede, kommunerne ville det frie valg – og specielt ikke, hvis det ikke passede ind i de store indkøbsaftaler.
Stig Langvad troede heller ikke på, at en række virksomheder i rehab-branchen var interesserede. Argumentationen var, at flere havde 4-årige indkøbsaftaler, og frit valg ville jo betyde konkurrence.
Endelig har Stig Langvad ikke stor tiltro til den ekstra rådgivningsfunktion, som kommunerne er tiltænkt i det eksisterende forslag.
“Kommunerne kan ikke tage flere opgaver. Rådgivningen kan blive til kun at omfatte, hvad kommunen i forvejen kan levere. Der tænkes ikke nye tanker," mente Stig Langvad, som tror rådgivningen skal findes andre steder.
“Måske vi skal købe rådgivningen udefra. Eller spørge leverandørerne. Det gør vi allerede på bilområdet," konstaterede han.
Opbakning - trods alt
Der er allerede givet høringssvar, og der er – trods alt – en vis opbakning til at gå videre med arbejdet for det frie valg af hjælpemidler.
DRG har eksempelvis i sit høringssvar markeret, at DRG fuldt ud bakker op om formålet med lovforslaget, som er at sikre, at borgerne gives ret til frit valg af leverandør af alle typer af hjælpemidler. Det sker dog kun, hvis borgerne selv betaler prisforskellen, når de vælger et dyrere hjælpemiddel end det, kommunen bevilger.
DRG ønsker, at et øget frit valg vil understøtte individualitet samt sikre et bedre og mere nuanceret udbud af hjælpemidler, hvor også innovation og kvalitet får et bedre spillerum.
Også Stig Langvad og DH siger det ligeud:
“Jeg er stor tilhænger af det frie valg, men modstander af den måde, som man gør det bureaukratisk på."
Han har sin egen løsning på, hvad der skal til:
“Giv mig pengene frem for til kommunen," siger Stig Langvad, som selv er kørestolsbruger og har speciallavet bil.
Indkøb i fare
Wiktor Lange, som er Holstebros indkøbschef og med i indkøbsfællesskabet 12 by-gruppen, ser også begrænsninger i formen af forslaget til frit valg. Han mener, at det, der kan komme ud af det, minder om sangen "Ingenting" fra Bamses Venner.
“Forslaget vil ikke gøre nogen forskel for brugere, personalet og indkøberne," påpeger han:
* For brugerne kan brugerbetalingen dreje sig om meget store beløb, når brugerne går alene om indkøbene, men samtidig vil hjælpemidlet på grund af den kommunale betaling altid være kommunens ejendom – og det begrænser det frie valg af hjælpemidler.
* Personalet forventes at skulle fortælle, hvad tingene koster. Det vil trække ressourcer, give bureaukrati og kræve mere rådgivning, som ikke nødvendigvis kan leveres. Også det begrænser det frie valg af hjælpemidler.
Wiktor Lange fastslår også, at indkøberne skal sende alt over EU"s tærskelværdier i udbud. Det betyder, at brugerne selv må finde ud af bedste pris, og bøvle med kravspecifikationer. Endelig skal indkøberne forholde sig til reservedele og reparationer. Også det begrænser. Og konklusionen?
“Frit valg vil give mere bureaukrati, og det vil ikke gavne ret mange," mener Wiktor Lange.
“Vores udgangspunkt er derfor, at det frie valg af hjælpemidler ikke vil betyde noget særligt for vores indkøb – men det kan være, vi tager fejl om nogle år."
Derved var konferencen tilbage ved sit udgangspunkt for den smukke - men svære - tanke om et frit valg.
Niels Erik Mathiasen, direktør for Hjælpemiddelinstituttet, ville dog ikke aflive ideen helt. Han henviste til formand Mao, som i Kina "begyndte den lange march med det første skridt".
“Frit valg betyder ikke meget på kort sigt, men muliggør en holdningsændring på langt sigt," fastslog Niels Erik Mathiasen.
‘
Fakta om lovforslaget til frit valg af hjælpemidler
• Lovforslaget ventes implementeret i oktober efter 1. behandlingen i februar, hvorpå det nu skal igennem 2. og 3. behandling de kommende måneder.
• Forslagets vedtagelse betyder, at alle brugere af et standardhjælpemiddel frit skal kunne vælge leverandør. Brugerne kan altså vælge en anden og dyrere løsning end kommunens, mod selv at betale merudgifterne.
• Kommunerne vil med forslaget ikke længere have så store muligheder for at forhandle en stordriftsaftale på plads med en enkelt leverandør. Derfor ventes kommunerne at få merudgifter, som socialministeren foreslår finansieret via satspuljen.
• Som reglerne er nu, så gælder det frie valg kun kørestole, som forudsætter individuel tilpasning, ortopædisk fodtøj, arm- og benproteser, støttekorsetter, bandager, parykker, stomihjælpemidler samt synshjælpemidler.
• Lovforslaget ændrer ikke retten til hjælpemidler.
• Kommunens udgangspunkt for pris på hjælpemidler med frit valg er "bedst egnede og billigste". Alt derover skal borgeren selv betale, når de vælger et dyrere hjælpemiddel.
• Reparation skal borgeren selv betale, hvis der på grund af borgerens frie valg bliver ekstraordinære eller hyppige udskiftninger.