Smilet er prisen for mig
Maria Arianfar har fået Århus Kommunes Frivillighedspris for sin indsats for at få mere glæde ind i ensomme, ældre iraneres liv. Hun har bl.a. taget dem med i sommerhus. Maria Arianfar mener, vellykket integration bygger på relationer
Men det er ikke desto mindre, hvad Maria Arianfar foreslog sin netværksgruppe, som de kalder "Tid til familien". Hun mødte ingen skepsis. Tvært imod tog 16 mænd og kvinder i 60-80-årsalderen med, og nu har de allerede planlagt to sommerhusture mere i år, som begge er fuldt bookede.
"De havde det så godt, at de ikke ville hjem igen om søndagen. Og hvad der er mere fantastisk. Efter weekenden aflyste flere af dem deres tider hos læger og psykologer, fordi de syntes, at de havde fået så meget energi, som de ikke havde før," fortæller Maria Arianfar med et strejf af stolthed på deres vegne i stemmen.
Det var ikke noget, hun havde opfordret dem til eller gjort for dem. De gjorde det af sig selv. Og det er kernen i det arbejde, Maria Arianfar lægger i alt det frivillige arbejde, hun er med i. Hjælp til selvhjælp. De indvandrere, hun arbejder med, skal føle, at de godt kan selv. Uanset om det er ældre eller kvinder, som også ligger hende meget på sinde.
Tid til familien
Maria Arianfar er integrationskonsulent og underviser. Og hun bruger stort set al sin fritid på frivilligt arbejde. Bl.a. har hun siden 2005 stået i spidsen for netværket "Tid til familien", som hver torsdag eftermiddag mødes på Lokalcenter Toftegården i Århus Vest. Netværket består af ca. 50 ældre iranere fra hele Østjylland. De fleste kommer fra byer i Århus Kommune. Det iranske netværk er oprindeligt del af et projekt, som skulle integrere ældre iranere, somaliere og vietnamesere med hinanden i Århus. Men det viste sig ifølge Maria Arianfar at være en alt for svær opgave.
"Og hvad skulle meningen også være med det?," spørger hun og svarer selv:
"Det er jo ikke indvandrerne, der skal integreres med hinanden. De skal integreres i det danske samfund. Og det viser sig, at når de ældre iranere har det godt med sig selv og deres landsmænd, så får de overskud til at integrere sig i samfundet. Det ser jeg rigtigt mange eksempler på," fortæller Maria Arianfar.
Hun blev hentet til lokalcentret af en iransk mentor, som allerede var i gang med projektet om at integrere de tre grupper af ældre.
"Hun sagde til mig, at der var så meget arbejde i det, at hun ikke kunne klare det alene, og så spurgte hun, om jeg ville hjælpe, for hun havde hørt, at jeg var god til at organisere og arrangere. Og jeg sagde selvfølgelig ja," siger Maria Arianfar.
Hun fandt en stor gruppe af ældre, som sad i stor ensomhed.
"De var blevet forladt af samfundet, af deres familier og sad bare og så fjernsyn dagen lang. En håndfuld medicin tre gange om dagen, det var det, mange af dem levede med."
"Man siger – og det gør vi også selv – at vi muslimer er så gode til at passe på vores ældre. Ja, ja, det er vi da også, men det er i vores hjemland. Her i Danmark har de yngre generationer af muslimer akkurat lige så travlt i hverdagen, som alle andre. Så der er ikke tid til at tage sig af de ældre. De ældre vil ikke ringe og sige, at de mangler hjælp, for de ved jo, at deres børn og børnebørn har travlt. Og så bliver de ensomme," forklarer Maria Arianfar.
Hendes første tanke, da hun mødte disse ældre, var:
"Hvorfor skal de ikke være en del af integrationen? Deres nabo er dansk, de har børnebørn, der er halvt danske og handler i danske butikker. Det er helt naturligt, at de skal hjælpes til at integrere sig i det danske samfund!"
Relationer er sagen
Og Maria Arianfars opskrift på at integrere ældre indvandrere i det danske samfund er meget enkel, men samtidig meget krævende. Den går ud på at give dem andet indhold i tilværelsen end det tv, der står og kører i lejligheden døgnet rundt. Opskriften bygger på relationer. Altså at der er nogen, som bekymrer sig om dem og hjælper dem til at forstå.
"Jeg begyndte at klippe alle mulige artikler ud af gratisaviserne. Artikler, der handlede om noget, der kunne interessere dem og artikler, der handlede om, hvad der sker i det danske samfund. Dem læste jeg højt," fortæller hun.
Og det har tit været med til at skabe diskussion. F.eks. op til kommunalvalget sidste år, hvor Maria Arianfar præsenterede de forskellige partier med, hvad de stod for og stærkt opfordrede alle til at gå hen og stemme.
"Jeg sagde til dem, at i vores hjemland bliver folk slået ihjel for at gå hen og stemme og for at have politiske holdninger. Det er en ret, vores landsmænd kæmper for med livet som indsats. Den ret har I her i Danmark, og så skal I ikke bare blive hjemme på sofaen og være ligeglade," husker Maria Arianfar og slår over i et stort smil ved tanken om, hvor megen diskussion det gav.
"De begyndte at sige: Hvad stemmer du på, Maria, så gør vi ligesom dig. Men jeg sagde NEJ – det er ikke demokrati. I skal høre, hvad partierne står for, og så skal I selv tage stilling til, hvem I vil stemme på. Og det gjorde de så," understreger Maria Arianfar, stolt på deres vegne.
For nylig oplevede hun en lignende situation.
"Det var, da statsministeren skiftede mange af sine ministre ud. Da spurgte nogle af de ældre, hvad det egentlig var, de andre partiledere mente med det, de sagde i den forbindelse. De var altså oprigtigt interesserede i, hvad der foregik i samfundet omkring dem. Se det er, hvad jeg kalder integration,"
Banko, dans og ture
Men "Tid til familien" er ikke bare en diskussionsklub. Det er et mødested, hvor der foregår så vidt forskellige ting som banko, fællesspisning, sang, dans og foredrag. Nogle gange mødes de for at fortælle hinanden vittigheder. De tager på ture i området, f.eks. har de været inde på rådhuset og møde og tale med ældrerådmand Dorte Laustsen og se rådhussalen. To gange om året tager de på en Tysklandstur, og så har de føjet sommerhusturene til listen over noget nyt, de ser frem til med stor forventning.
"Da vi var afsted her i sommerhuset, vækkede jeg dem kl. 7 om morgenen, og så gik vi ind i fællessalen og lavede motion til musik. Vi gik ture i den kolde sne og frost og fodrede fugle med brød. Når man er sammen på den måde, 24 timer i døgnet, så opstår der nogle helt andre relationer, end der gør, når man ser hinanden to timer hver torsdag eftermiddag."
Min pris ligger i hjertet
Maria Arianfar kom selv til Danmark fra Iran i 1993. Hun bor alene med sin søn på 5½ og har en datter på 18, som er flyttet hjemmefra. Ellers har hun ingen familie her i landet. Hun har de seneste 17 år levet langt fra familien i Iran. Og dertil kommer, at hun for et par år siden mistede sin mor.
"Jeg tror, at jeg inderst inde gør det, jeg gør, fordi jeg har været væk fra mine egne forældre så længe. På en måde ser jeg disse ældre iranere i netværket som mine forældre. Jeg oplever stor kærlighed til dem. Og efter min mors død har jeg fået et andet syn på livet. Jeg tænker ikke længere materialistisk og på penge. Jeg vil hellere gøre noget fornuftigt. Man får alligevel aldrig nok, hvis man kun tænker på penge. Det er vigtigt, at vi her i 2010 tænker på det menneskelige og på kærlighed." Så når man spørger Maria Arianfar, hvad det betyder for hende at få Frivillighedsprisen, svarer hun:
"Der er ingen frivillige, der gør det, de gør, for at få en pris. Prisen for mig er det smil, jeg får fra de ældre. Min pris ligger i hjertet og i smilet."
FAKTA
Maria Arianfar er født i Iran i 1969.
Kom til Danmark i 1993.
Bor i Åbyhøj ved Århus med sin søn Nick på 5 år.
Er skilt og har yderligere en datter på 18 år som er flyttet hjememfra.
Ansat som underviser ved Århus Idrætshøjskole, IDA
Sidder i flere bestyrelser, bl.a. for Kvindehuset i Århus, Gellerup Højskole, sin egen boligforening og er formand for fem daginstitutioner i Gellerup.