23948sdkhjf

Sygehusudbygning i konkurrence

Region Syddanmark har nu igangsat en stor konkurrence, der skal finde totalrådgiveren til udbygningen af Kolding Sygehus, så det er fuldt udbygget som et af regionens akutsygehuse i 2018. Men allerede hen over sommeren i 2010 skal politikerne i regionsrådet have fundet en totalrådgiver på projektet.

 

5-6 forskellige forslag

Ved at vælge en projektkonkurrence håber regionen, at man kan indhente 5-6 forskellige forslag til, hvordan sygehuset kan udbygges. Regionsrådsformand Carl Holst (V) ser meget frem til projektkonkurrencen.

"Det er et utrolig spændende projekt og jeg håber, at de deltagende firmaer vil tænke nyt og kreativt, både i forhold til arkitektur og funktionalitet, men også i forhold til at sætte patienten i centrum", siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Byggeriet af Kolding Sygehus omfatter blandt andet et helt en ny fælles akut modtagelse og en ny sengebygning. Konkret skal der nybygges 28.650 kvm. og ombygges 30.162 kvm. Kolding Sygehus' areal udgør i dag 94.400 kvm.

 

Et fremtidssikret sygehus

Ifølge Stephanie Lose (V), der er formand for Sygehusstrukturudvalget i Region Syddanmark, er det især vigtigt, at sygehuset i den grad bliver fremtidssikret:

"For at skabe et byggeri, der også er moderne om 25 år, er det vigtigt, at rum og enheder konstrueres ud fra nogle principper, så alle rum har mange anvendelsesmuligheder. Samtidig er det også vigtigt, at der er mulighed for at udvide hospitalet, fordi der bliver helt sikkert behov for udvidelser, specielt fordi vi ikke kender fremtiden", siger Stephanie Lose.

Selve konkurrencen består af tre faser. I den første fase skal der findes fem-seks firmaer, der opfylder en række tekniske og faglige krav. I anden fase findes en til tre vindere og i sidste fase udformes de egentlige tilbud, som afgør, hvem der bliver totalrådgiver for byggeriet. Hvert firma, der deltager i projektkonkurrencen modtager et vederlag. Der er i alt afsat to mio. kr. til konkurrencen.

 

Fakta:

Sygehuset i Kolding er en del af Sygehus Lillebælt, som også omfatter Vejle, Give, Fredericia og Middelfart. Sygehuset bliver en af regionens fem akutsygehuse og skal derfor udbygges væsentligt. Udbygningen af sygehuset i Kolding forventes at stå færdigt i 2018.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109