De ældre patienter skal ud af hospitalet
Nye veje: Dødeligheden er halveret i Århus efter en ordning, hvor ældre patienter kommer tidligere hjem til deres plejebolig efter en hofteoperation
Vi skal ændre den traditionelle forståelse af, hvornår syge mennesker bliver indlagt på hospitalet. Forskningen viser, at langt de fleste kommer sig bedst i hjemmet hvis de samtidig får den rette behandling og pleje. Det gælder især for ældre og mennesker med en kronisk sygdom," siger formand for Regionsrådet for Region Midtjylland, Bent Hansen (S).
I Århus foregår der allerede hjemmebehandling på flere områder. Dødeligheden er halveret, efter en ordning, hvor ældre patienter kommer tidligere hjem til deres plejebolig efter en hofteoperation.
Kan løses hjemme
Region Midtjylland og Århus Kommune er bl.a. enige om, at patienter fremover får behandling med antibiotika gennem drop i eget hjem.
Vi er først lige begyndt. Erfaringer fra Stockholm viser, at selv meget avancerede sygeplejeopgaver kan løses i hjemmet. Et nært sundhedsvæsen kræver, at vi ændrer vores vanetænkning om, hvad der foregår på hospitalet, og hvad der kan ske i hjemmet. Vi ser meget store perspektiver for borgerne i at udvikle en avanceret sygepleje i kommunen i tæt samspil med hospitalerne, siger rådmand i Århus Kommune, Dorthe Laustsen (SF).
Borgmester i Århus Kommune, Nicolai Wammen (S) ser de ændrede samarbejdsflader som en konsekvens af den specialisering og opgave udvikling, der sker på hospitalerne.
"Vi ser frem til i et samarbejde mellem region og kommune at udnytte de nye muligheder, der kan understøttes af moderne teknik, såkaldte telemedicinske løsninger. Dem har vi viden til at kunne udnytte i Århus, så borgerne kan få glæde af dem," siger Nicolai Wammen.