Gang i eksporten af velfærdsteknologi
Danske virksomheder eksporterer for 18 mia. kr. i velfærdsteknologi årligt. Et nyt partnerskab skal få eksporten til at stige markant
Aftalen kom på plads efter forhandlinger mellem økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), undervisningsminister Tina Nedergaard (V) samt formandskabet for Syddansk Vækstforum.
Penge i udlandet
Danske virksomheder omsætter for 41 mia. kr. om året i velfærdsteknologi og velfærdsservice - og man eksporterer for 18 mia. kr. Potentialet for udvikling og salg af velfærdsteknologi er derimod langt større - både på det danske og udenlandske marked. Med partnerskabsaftalen har regeringen forpligtet sig til at arbejde for at styrke eksporten - det kan f.eks. ske ved at lade fagfolk fra udenrigsministeriet dele deres kendskab til markederne i udlandet med danske virksomheder.
Partnerskabsaftalen sikrer, at regionen og regeringen bidrager med en ensartet og fælles indsats for at udnytte det store vækstpotentiale, der er for virksomheder med fokus på udvikling af velfærdsteknologi. Aftalen skulle gerne sparke gang i en øget eksport af velfærdsteknologi," siger regionrådsformand og formand for Syddansk Vækstforum, Carl Holst (V).
Lokal optur
I Odense er man også begejstret for den nye aftale.
Vi har i flere år arbejdet hårdt for at udvikle ny velfærdsteknologi i Odense. Og her i kommunen har vi også bevilget større beløb til netop dette formål. Derfor er det også glædeligt, at vores virksomheder nu kan få den hjælp, der gerne skulle gøre det muligt at komme succesfuldt ud over landegrænsen," siger rådmand og medlem af formandskabet i Syddansk Vækstforum, Jan Boye (K).
Udover et øget fokus på eksportmulighederne for velfærdsteknologi har Syddansk Vækstforum og regeringen givet hinanden håndslag på at styrke indsatsen inden for grøn offshore energi, uddannelse og arbejdskraftudbud samt grænseoverskridende forsknings- og uddannelsessamarbejde.