23948sdkhjf

Succes for sundt mellemmåltid

Firmaet Slice Fruit har succes med at sælge skåret frugt som sunde mellemmåltider til bl.a. hoteller, kantiner, skoler, restauranter og flybranchen. Senest har Kolding-virksomheden vundet prisen som årets sundeste mad i kategorien "mellemmåltid" på fødevaremessen i Herning. Firmaet vandt for sine frugtbægre uden konservering og med fem dages holdbarhed.

Konceptet er ganske simpelt. Køb noget lækkert frugt, skær det op i spiselige bidder, pak det ordentligt ind og sælg det videre som sunde mellemmåltider.

Men simpelt har også ret – og Slice Fruit har stor succes med at gøre netop det. Faktisk så stor succes, at virksomheder i øjeblikket skærer hele 10 tons frugt op om ugen og sender det rundt til kunderne i Danmark og Tyskland.

"Vi rammer lige ned i den store diskussion om folkesundhed i disse år. Der findes masser af nemme mellemmåltider, men mange af dem er både usunde og fulde af tilsætningsstoffer. Med Slice Fruit er der ingen diskussion. Lige meget hvilket af vores produkter man vælger, så er man sikker på, at det er en sund løsning. Derfor handler det for os primært hele tiden om at holde fanen højt på kvalitet og fleksibilitet, så vi leverer gode råvarer og tilpasser os de ønsker, som vores kunder har," forklarer Anders Hviid Klinge, ejer af Slice Fruit.

Firmaet blev grundlagt i 1987 og overtaget af Anders Hviid Klinge i foråret 2007. Siden er virksomheden vokset betragteligt og har tilføjet mange nye kundegrupper, senest bl.a. også plejehjem og sygehuse, der har brug for nemme og sunde mellemmåltidsløsninger.

"Vores varemærke er den friske frugt. Det betyder, at vi skærer frugten op den ene dag, og allerede den næste ligger den ude hos kunderne," pointerer direktøren.

Slice Fruit beskæftiger i dag 15 ansatte og holder til i et tidligere mejeri i udkanten af Kolding.

Yderligere oplysninger

tlf. 61 55 75 95.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.478