Sygeplejersker i røret ved 112-opkald
Fra første februar får borgerne i alle regioner en sygeplejerske eller en anden sundhedsprofessionel i røret i alle de tilfælde, hvor de ringer alarm 112 om enten alvorlig sygdom eller ulykke
Allerede i dag kan politibetjentene, der svarer opkaldene til 112, bede f.eks. Region Midtjyllands AMK-vagtcentrals sundhedspersonale om råd og vejledning. Men fra 1. februar rykker de sundhedsprofessionelle endnu tættere på patienterne og overtager den fortsatte samtale med borgere, der ringer 112, så snart det står klart, at det handler om sygdom eller ulykke.
Øget tryghed
For patienterne betyder det, at de sekunder efter at have trykket 112 får hjælp af sundhedsprofessionelle, der med stor indsigt og rutine kan afgøre, hvilken form for hjælp der er brug for. Om der skal en akutlægebil af sted, eller om det skal være en ambulance eller måske en taxa. Og de sundhedsprofessionelle kan give råd om, hvad patienten skal gøre, indtil hjælpen er fremme.
Vi skruer et hak op for trygheden. Er man vidne til en ulykke , eller står man med en alvorlig syg person, så er det trygt at vide, at man hurtigt får en sygeplejerske i røret," siger Midtjyllands regionsrådsformand Bent Hansen (S).
I de situationer, hvor det sundhedsfaglige personale allerede sidder med en telefon, så er aftalen, at vi sender en ambulance af sted og først senere spørger, om det var nødvendigt," forklarer Bent Hansen.
Region Midtjyllands AMK-vagtcentral bliver bemandet med tre eller fire sundhedsfaglige medarbejdere mellem kl. 07 og 01, mens der er to i vagt om natten.