HITmesse slog alle rekorder
En større messe og flere besøgende end nogensinde kendetegnede HITmessen 2010, som bl.a. havde fokus på det gode liv
Med et omfattende fagligt program i form af 15 seminarer, 12 workshops og adskillige foredrag samt et innovationsområde og demonstration af kognitive it-hjælpemidler var HITmessen større end nogensinde: Med et deltagerantal på 1345 besøgende satte årets HITmesse rekord i sin 18 år lange historie.
"Teknologien er nogle gange længere fremme, end vi forestiller os. HITmessen giver mulighed for at se ind i den teknologiske krystalkugle. Det er flot, at HITmessen for 18. gang sætter fokus på eksisterende og kommende teknologier," sagde socialminister Benedikte Kiær (K) i sin åbningstale for omkring 500 deltagere. Ministeren pointerede i sin tale, hvor vigtigt og grundlæggende det er at kunne klare hverdagens gøremål selv.
"Teknologien udfordrer de kendte grænser. HITmessen er et inspirerende mødested, hvor man følger med i denne udvikling," sagde ministeren, der så frem til at besøge udstillingen.
"Jeg glæder mig til at prøve at sende en sms med øjnene og se andre teknologier, der gør hverdagen lettere for folk med handicap. Det bliver en spændende rejse ind i en højteknologisk verden," sluttede Benedikte Kiær. Herefter fik socialministeren en rundvisning på udstillingen af Hjælpemiddelinstituttets direktør Niels-Erik Mathiassen, hvor hun fik lejlighed til selv at afprøve en række teknologiske hjælpemidler, bl.a. øjenstyring, hvor ministeren helt uden problemer skrev sit navn med øjnene.
Det gode liv
Omkring 80 deltagere var mødt op for at høre HITmessens hovedforedag af David McNaugthon, ph.d., Professor of Education, Pennsylvania State University. Emnet for det tre timer lange foredrag var "Kampen for et godt og værdigt liv resultat af undersøgelse blandt unge og voksne AAC-brugere og deres vurdering af, hvad der har betydning for et godt liv.
Deltagelse i samfundslivet kræver, at man kan kommunikere med succes at man kan interagere med andre, udtrykke behov og ønsker, udveksle informationer, skabe social nærhed og deltage i sociale rutiner. Adgangen til og brugen af alternative og supplerende kommunikationsformer er for nogle mennesker af allerstørste betydning for, at dette kan ske.
Det slog David McNaughton fast på baggrund af interviews med unge svært funktionshæmmede AAC-brugere, der har fortalt ham om de ting i livet, de selv mener, har haft afgørende betydning for at skabe et godt liv.
Særlige udfordringer
Et andet vigtigt budskab var, at mennesker, der bruger alternative eller supplerende kommunikationsformer eller -udstyr, gennem livet oplever en række særlige udfordringer i overgangen fra barn/ung til voksen, som det er vigtigt at tage hånd om for at afhjælpe ensomhed og medvirke til at skabe et godt liv. De ting, der ifølge McNaughtons undersøgelse har størst betydning for et godt liv i overgangen fra barn/ung til voksen, er: At have et godt og trygt sted at bo, at deltage i meningsfulde aktiviteter, at have en stabil indkomst og sygesikring samt at knytte venskaber og tætte forhold.
Evnen til at kommunikere og have en indflydelse på eget liv er vigtig for at have et godt liv, pointerede McNaughton, og han rådede til, at man tilskynder børn og unge, der bruger alternative og supplerende kommunikationsformer til at kommunikere deres behov, at fortælle hvad de vil og ikke vil. Så bliver det lettere for dem også senere i livet. Der sker store forandringer gennem barndommen og teenageårene, og det er vigtigt at forberede de unge til livet som voksen. Til det formål er der råd og vejledning at hente ved at spørge voksne AAC-brugere, hvad de ville ønske, de havde vidst som unge.
Kognitive it-hjælpemidler
Som led i HITmessens fokus på kognitive it-hjælpemidler blev der begge dage demonstreret en række forskellige teknologiske løsninger, der har til formål at støtte mennesker med kognitive funktionsnedsættelser. Der var fuldt hus til demonstrationerne, som gav deltagerne et godt overblik over de forskellige kognitive it-hjælpemidlers anvendelse og formål.