Viborg bruger 30 millioner på velfærdsteknologi
Nye veje: Vigtigt område i en tid, hvor den offentlige velfærd er under pres
Der er et stort potentiale i velfærdsteknologi til gavn for både borgerne og kommunen, mener socialudvalgsformand i Viborg, Mette Nielsen (S).
Omsorgsteknologi kan give et kvalitetsløft for borgerne og samtidig besparelser for samfundet, og dermed mulighed for at prioritere at bruge ressourcerne på eksempelvis plejen af borgerne. Velfærdsteknologi kan bidrage til at give tryghed, selvbestemmelse, livskvalitet og ikke mindst øget værdighed med fx de nye toilettyper," siger Mette Nielsen til dknyt.
Hun giver et praktisk eksempel, hvor fru Hansen har et sår på benet, og hvor man via teknologien (fx håndholdte PDA`er/telefoner) kan sende et billede ind og få en lægefaglig vurdering. Det vil betyde, at hun slipper for at skulle gøres klar, køres til lægen, undgå ventetid og køres tilbage igen. Det er en fordel for ældre/syge mennesker, som via velfærdsteknologi vil kunne få bedre service. Derfor er teknologien en meget væsentlig faktor i hele den kommunale sundhedsindsats og i arbejdet med at lave en strategi for, hvordan kommunen løser flere og flere opgaver - i takt med, at regionerne udskriver patienterne, mens de stadig er i behandling, påpeger socialudvalgsformanden. Viborg Kommune er arealmæssigt Danmarks andenstørste. Derfor betyder de store afstande, at bl.a telemedicin ville kunne give et kvalitetsløft. Man kunne fx benytte sig af samtaleskærme på de lokale plejecentre i forbindelse med video-konferencer. Det ville også give et væsentligt kommunikationsløft, mener Mette Nielsen. I de kommende år vil den demografiske udvikling af ældre påvirke den kommunale ældreboligpolitik. I Viborg Kommune forventes antallet af personer over 65 år at stige med ca. 6.200 frem mod år 2025.
Gruppen af yngre ældre (65-79 år) ventes at stige med 4.300 personer i perioden, hvilket svarer til en stigning på 38 pct., mens gruppen af ældre over 80 år ventes at stige med 1.900 personer i perioden, hvilket svarer til en stigning på 50 pct.