En grusom påmindelse
Der er måske ikke noget at sige til, at ældre med en udsigtsløs fremtid tænker tanken om selvmord. Det fortvivlende er, at flere og flere af de ældre – især mænd - gennemfører forsøget. Og flere vil lykkes med det.
Det er fortvivlende, også fordi det er et symptom på nogle ting, som kan ændres i ældreplejen.
Som skrevet i dette nummer af NyhedsInformation viser den seneste forskning en klar sammenhæng mellem depression og selvmord og selvmordsforsøg.
Vi taler her vel at mærke om ubehandlede depressioner.
Og her er det så, vi kan sætte en kile af håb ind.
Det er ikke svært at sætte sig ind i de ældres situation, når invaliderende sygdomme og uerstattelige tab får dem til at tænke på at gribe til den sidste, desperate udvej. Men før det er det ofte, at en ubehandlet depression sætter ind.
Mange ældre får ikke behandling med antidepressive midler, selv om symptomerne burde være åbenbare for plejepersonale, læger, hospitalspersonale, pårørende med flere.
Måske vi skal over den mentale barriere, hvor vi generelt opfatter selvmord blandt unge som mere forfærdelige end selvmord blandt ældre. De forudgående, indre kvaler er lige slemme.
Depressionsbehandling er ikke den eneste vej ud af problemet med selvmord og selvmordsforsøg blandt ældre. Men andre tiltag har det til fælles, at de kræver yderligere ressourcer i plejen. Det er det som bekendt i disse sparetider ikke lykkedes at få.
Der er en sammenhæng med, at problemet ikke er gået op for myndighederne, der er ikke ressourcer – og det er et svært problem at håndtere.
Det må man så konstatere, og så tillade sig den kynisme også at se på, hvor den billigste forebyggelse er. Og den er netop ved at behandle ældres depressioner.
Ældre har højeste selvmordsrate af alle aldersgrupper, og en stigning kommer, jo flere ældre vi får.
Det er en grusom påmindelse om, at det er på tide at tage ældres depressioner mere alvorligt, end vi gør i dag.