Tættere på byggeri af 155.000 m2 universitetshospital
I denne uge sender Region Nordjylland de første to entrepriser på Nyt Aalborg Universitetshospital i udbud. Arbejderne markerer den egentlige start på det 155.000 kvadratmeter store byggeri.
Rådgivere på det nye universitetshospital i Aalborg er et team bestående af Århus Arkitekterne, Creo Arkitekter, Schmidt Hammer Lassen Architects, NNE Pharmaplan, Royal Haskoning, Oluf Jørgensen samt Brix og Kamp.
- I øjeblikket er der fuld fart på byggemodningsarbejderne i området, så det bliver spændende, når vi også kan begynde at bygge selve hospitalet, siger regionsrådsformand Ulla Astman.
Råhus og byggeplads
Det ene udbud vedrører opførelsen af selve hospitalet. Arbejdet omfatter jord-, kloak- og betonarbejder samt montage af betonelementer. Hospitalet opføres i ni etager inklusiv kælder. Der etableres en kælder i to etager, en bygningsbase i tre etager samt to sengetårne på henholdsvis fire og fem etager.
Det andet udbud vedrører en byggepladsentreprise i forbindelse med det cirka 155.000 kvadratmeter store hospitalsbyggeri. Byggepladsentreprisen indeholder blandt andet etablering og servicering af byggeplads, drift af byggepladsfaciliteter og adgangsveje, vinterforanstaltninger, servicefaciliteter til håndværkere og funktionærer samt portnerfunktion.
- Det er to store udbud, og derfor giver vi også de bydende længere tid til at regne deres tilbud igennem, hvorfor vi først har resultatet på licitationen om et par måneder, fortæller projektchef Niels Uhrenfeldt.
Han forventer, at arbejdet med at støbe fundamenter til kælderen går i gang efter sommerferien.
Regionen holder to informationsmøder torsdag 26. marts på byggepladsen i Hospitalsbyen 1, hvor de interesserede firmaer kan høre nærmere om de to udbud. I begge udbud er der et praktik- og uddannelseskrav om, at 10 % af de aktuelle årsværk udføres af praktikanter.
De bydende entreprenører skal aflevere deres tilbud elektronisk på projektets udbudsportal fredag 22. maj 2015.