Forsøg: Sundhedspersonale sprang håndvasken over
Nye sæbedispensere har i et forsøg på to hospitaler i Region Hovedstaden afsløret mangel på vask af hænder efter toiletbesøg. Sæbedispenserne, der giver en påmindelse, sættes nu op permanent.
De nye sæbedispensere, der skal nudge ansatte, patienter og pårørende til at huske vask af hænder, har afsløret, at omkring en tredjedel af patienter og pårørende vasker hænder med sæbe efter toiletbesøg, en anden tredjedel af gruppen vasker kun hænder med vand, og den sidste tredjedel går ud fra toilettet uden at røre hverken sæbe eller vandhane.
Blandt sundhedspersonalet er tallene for håndhygiejnen en del bedre end for patienter og pårørende, viste undersøgelsen, men også her konstaterer projektgruppen, at der er plads til store forbedringer.
I undersøgelserne målte man ca. 10.000 toiletbesøg.
Til at begynde med registrerede sæbedispenseren blot, hvad toiletgæsterne gjorde. Herefter blev den aktiveret, så den med et blink og en biptone kunne minde gæsterne om håndvask. Og så kom der anderledes gang i sæbe og vand.
Resultatet blev en fordobling af håndvask med sæbe (til ca. 80 %) blandt patienter og pårørende og en forbedring blandt personale til næsten 100 %.
Den særlige sæbedispenser, der blev brugt til forsøget, bliver nu sat op permanent på to udvalgte hospitaler.
- God håndhygiejne kan redde liv, hvis blot man gør det til en del af sit toiletbesøg at vaske sine hænder ordentligt med sæbe. Det er faktisk et meget effektivt middel mod bakterier og spredning af smitte. Det har naturligvis været bekymrende for os i projektforsøget at konstatere, at så få i virkeligheden gør håndvask med sæbe til en del af deres toiletvaner. Men dette mønster kan vi nu positivt se, vi kan ændre på med de nye type dispensere, siger Torben Mogensen, vicedirektør på Hvidovre Hospital samt formand Region Hovedstadens komité for Infektionskontrol og Hygiejne.
Projektgruppen bag undersøgelserne håber, at sæbedispenseren på længere sigt bliver udbredt til alle hospitaler i regionen.
- Det er jo oplagt, når man ser de gode resultater, siger Torben Mogensen.