99 ud af 100 er tilfredse
Patienttilfredsheden med Region Midtjyllands præhospitale indsats er høj, viser ny undersøgelse. Og langt hen ad vejen er det personalets væremåde og indsats, der er afgørende for tilfredsheden.
Det er anden gang tilfredsheden blandt borgere, der er blevet visiteret til en ambulance bliver dokumenteret.
Undersøgelsen viser, at det langt hen ad vejen er personalets væremåde og indsats, der er afgørende for tilfredsheden – og her spiller særligt ambulancepersonalet en rolle. Patienterne føler sig trygge, hvis de mødes af et ambulancepersonale, der er kompetent, omsorgsfuldt og respektfuldt. Herudover er det vigtigt at inddrage patienter og pårørende.
Undersøgelsen tyder også på, at flere borgere oplever, at de får hjælp, når de henvender sig til regionen gennem 1-1-2, da tilfredsheden er steget fra 2012 til 2014.
Samarbejdet kan blive bedre
Målet med undersøgelsen er at lære hvordan patienternes præhospitale forløb kan forbedres fra henvendelsen til Region Midtjylland, gennem ambulancepersonalets indsats til overleveringen til personalet på hospitalerne.
- Vi er langt, men der er stadig ting, der kan blive bedre. Patienternes svar viser os, at samarbejdet mellem ambulancepersonalet og hospitalet kan blive bedre. Vi kan også stadig blive bedre til at informere i hele kæden og til at drage omsorg om de pårørende, der er på stedet, når ambulancen kommer frem. Vi ved, at det sidste kan være svært ved akut syge eller tilskadekomne patienter, da personalet helt naturligt har et stort fokus på patienten. Det betyder dog ikke, at der ikke skal arbejdes med det, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).
Undersøgelsen omfatter ambulancedriften i hele Region Midtjylland og alle leverandører: Responce, Falck og Samsø Redningskorps. Den næste tilfredshedsundersøgelse bliver lavet i 2016.