Hospitaler sparer på energien
På hospitalerne i Silkeborg/Hammel, Viborg/Skive og Randers er tre store energieffektiviseringsprojekter i gang.
Det viser Region Midtjyllands grønne regnskab for 2014. Regnskabet skal skabe overblik over Region Midtjyllands egne miljøpåvirkninger, og for første gang er regionens sociale og psykiatriske institutioner også medtaget i regnskabet.
Udviklingen i energiforbruget er ujævn set over de 15 hospitaler. For nogle er det lykkedes at skære betydeligt ned ved eksempelvis at skifte til LED-belysning og slukke for udstyr, der ellers ville stå standby. For andre har det ikke kunnet betale sig at investere stort i energieffektivitet og vandbesparelser, fordi hospitalet skal lukke eller flytte i løbet af kort tid, oplyser regionen. Her er der med et af hospitalernes egne ord ”kun udført de mest nødvendige udskiftninger og energirenoveringer for at kunne opretholde en sikker drift og et godt indeklima”.
Det grønne regnskab beskæftiger sig også med affald. På hospitalerne sorteres affald i 20-30 fraktioner, der dog er vanskelige at sammenligne på grund af forskellige opgørelsesmetoder, fortæller regionen. Den del af affaldet, der er med i det grønne regnskab, er dagrenovation, og her varierer mængderne foreløbig kun ganske lidt fra år til år.
Brugt og kasseret hospitalsudstyr af alle slags – herunder computere – går til InterGen (Internationalt Genbrug). Her bliver de ordnet og sendt i cirkulation igen - fortrinsvis til lande i Østeuropa og den 3. verden
Tre ESCO-projekter
Arbejdet med at reducere miljøbelastningerne foregår løbende på regionens institutioner, og det understøttes af Region Midtjyllands Lokal Agenda 21 strategi og handlingsplan 2012 – 2015.
Eksempelvis er der på hospitalerne i Silkeborg/Hammel, Viborg/Skive og Randers tre store ESCO-projekter i gang – altså energieffektiviseringsprojekter, hvor en del af investeringen lægges over på et privat firma, der til gengæld bliver betalt med en del af de fremtidige besparelser.
Region Midtjylland medvirker desuden i det EU-støttede energispareprogram under ELENA-ordningen sammen med 11 kommuner. Det medvirker til, at der skabes store og sammenhængende energispareprojekter.