Fynboerne skal opgraderes på teknologierne
Nordfyns Kommune investerer i testcenter for velfærdsteknologi.
Velfærdsteknologier som eksempelvis GPS'er, der bruges på plejehjem som tryghed for borgere med demens, udvikles bedst, hvis både bruger og virksomheder samarbejder. Det samarbejde skal det nye testcenter i Nordfyns Kommune forbedre.
Det nye testcenter for velfærdsteknologi, også kaldet Living Lab Nordfyn, skal teste velfærdsteknologi tæt på virkeligheden og i tæt samarbejde med de mennesker, som teknologierne skal hjælpe. Dermed bliver centret omdrejningspunkt for virksomheder og forskningsinstitutioner, som udvikler velfærdsteknologi.
Testcentret skabes i et samarbejde mellem Nordfyns Kommune, Danske Handicaporganisationer og den private virksomhed Public Intelligence - på initiativ fra Handicaprådet i Nordfyns Kommune. Centret får placering på Fredensbo Centret i Særslev.
- Vi bringer virksomheder, der udvikler produkter til mennesker med funktionsnedsættelser, sammen med de mennesker, som rent faktisk skal bruge deres produkter. Det giver et unikt udviklingsrum for virksomhederne, og som kommune opnår vi at understøtte teknologier, der kommer til at forbedre livskvaliteten for rigtig mange borgere, siger Anja Lund Christensen, formand for Social- og Sundhedsudvalget.
Testcentret er det første af sin art i Danmark, da det sigter mod at udvikle velfærdsløsninger til børn, unge og voksne med funktionsnedsættelser.