23948sdkhjf

Konference sætter fokus på pårørende i sundhedsvæsenet

På den årlige konference om patientsikkerhed præsenterer Dansk Selskab for Patientsikkerhed og TrygFonden to nye undersøgelser om barrierer for pårørende i mødet med sundhedsvæsenet. Samtidig kommer de med bud på, hvordan de pårørende bliver partnere frem for besøgende.
Næsten 700 politikere, ledere og andre aktører i sundhedsvæsenet deltager i Dansk Selskab for Patientsikkerheds årlige konference den 27.-28. april 2015, som blandt andet behandler pårørendes rolle i sundhedsvæsenet.

På konferencen offentliggør Dansk Selskab for Patientsikkerhed og TrygFonden to undersøgelser om pårørende. Det sker som et led i kampagnen Hej Sundhedsvæsen, der skal fremme, at patienter og pårørende får mere indflydelse på behandlingen.

- Hvis sundhedsvæsenet er til for patienterne, er de pårørende naturlige partnere – ikke gæster i sundhedsvæsenet. Derfor er det er vigtigt, at sundhedsvæsenet gør det muligt for de pårørende at deltage aktivt i behandlingsforløb, siger Ulla Astman, formand for Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Beøgstider og webkommunikation

Den ene undersøgelse omhandler sygehusenes besøgstider for pårørende, mens den anden sætter fokus på sygehusenes web-kommunikation til pårørende. Desuden præsenterer Dansk Selskab for Patientsikkerhed og TrygFonden konkrete løsninger til, hvordan sundhedsvæsenet kan blive bedre til at involvere de pårørende.

- Det er vigtigt, at vores initiativer kan støtte og inspirere personalet til et endnu bedre samarbejde med de pårørende, siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.

På konferencen vil patienter, pårørende og personale diskutere, hvordan de pårørende kan spille en mere aktiv rolle.

- Mange har brug for støtte fra deres nærmeste og er glade for at have en med, der kan hjælpe, f.eks. med at gøre opmærksom på, hvad der er vigtigt for den syge. Det sikrer både bedre behandling og håndtering af efterforløbet, forklarer Ulla Astman, formand for Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

7 workshops

Førstedagen på Patientsikkerhedskonferencen består af plenum- og parallelsessioner, mens den anden dag indeholder forskellige workshops. I alt er der 12 parallelsessioner, 7 workshops og omkring 80 oplægsholdere på konferencen.

Eksempelvis gæster den internationale bevægelse School for Healthcare Radicals konferencen. Det er en bevægelse, der har fået stor international opmærksomhed og udbredt sin digitale undervisning til omkring 10 lande. Den har inspireret sundhedsprofessionelle og ledere rundt omkring i verden til ikke at acceptere status quo, men tage initiativ til forbedringer i forskellige sundhedssystemer.

På konferencen vil Dansk Selskab for Patientsikkerhed også give sit bud på, hvad der nu skal ske med forbedringsarbejdet i sundhedsvæsenet – efter regeringens melding om, at den danske kvalitetsmodel udfases.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219