Brancheforening: Læg den ideologske debat på hylden
Det er helt oplagt at tænke privathospitalerne ind i løsningen på de sundhedsudfordringer, som vi står over for, siger sekretariatschef i BPK.
I Danmark står vi over for den demografiske udfordring, at vi bliver flere ældre og flere med kroniske sygdomme, samtidig med at vi bliver færre til at betale regningen.
- Det er helt oplagt at tænke privathospitalerne ind i løsningen på de sundhedsudfordringer, som vi står over for. Privathospitalerne kan hjælpe, så ingen patienter skal vente for længe, samtidig med at vi kan gøre det til en gennemsnitspris på 85 pct. af det offentlige, siger sekretariatschef i BPK, Jesper Luthman.
Jesper Luthman opfordrer til, at man lægger den ideologiske debat om for eller imod privathospitaler på hylden, og i stedet tager arbejdshandskerne på og arbejder sammen.
- Spørger man danskerne, så er det tydeligt, at de ikke går op i om det er et privat eller et offentligt hospital, der udfører behandlingen. Det afgørende er, at behandlingen sker på det offentliges regning, og at der er lighed i sundhedsvæsenet. Det er der bred enighed om blandt danskerne, også på tværs af de politiske ståsteder, siger han.
Blå blok præsenterede mandag i en kronik i Berlingske et samlet udspil på sundhedsområdet, som indeholder reel ret til hurtig udredning, 30 dages behandlingsgaranti til alle patienter, en ny kræftplan, flere patientrettigheder i psykiatrien og et stop af nye brugerbetalinger i sundhedsvæsenet. BPK bakker op om udspillet, som brancheforeningen mener, vil sikre et mere smidigt offentlig-privat samarbejde til gavn for patienten.