Robot-katte på vej til Lolland
Tre plejecentre i Lolland Kommune bliver de første i landet til at modtage robot-katten JustoCat, som er den nyeste robot inden for pleje- og demensområdet.
JustoCat er den nyeste generation af socialpædagogiske robotter, og den kom til Danmark fra Sverige i starten af året. Den efterligner en kat ved at spinde og miave, når man rører den.
Robotter som JustoCat har tidligere vist sig at øge livskvaliteten markant for demente beboere på plejecentre, fortæller Rikke Voldsgaard Risager, som er konsulent og projektleder i Blue Ocean Robotics, der står bag demonstrationsprojektet.
"Effekterne af de socialpædagogiske robotter er typisk større tryghed og ro, mindre ængstelse og aggression, mere positiv udadvendt adfærd og bedre kognitiv stimulans. De positive effekter smitter samtidig af på personalets arbejdsmiljø, fordi den daglige pleje kan foregå med mindre stress og færre konflikter. For at finde frem til JustoCats fulde potentiale som hjælpemiddel er det nødvendigt at undersøge effekterne af den i praksis og på flere forskellige områder. Derfor vil vi i samarbejde med demonstrationskommunerne systematisk holde øje med og analysere på, hvor stor værdi robotten har for livskvalitet, arbejdsmiljø og arbejdsressourcer. Samtidig er vi også opmærksomme på at få afdækket robottens eventuelle begrænsninger", fortæller hun.
Demonstrationsprojektet varer til sidst i maj 2015. Herefter vil det blive vurderet, om resultaterne giver anledning til at fortsætte med at bruge JustoCat som en del af plejen.