23948sdkhjf

Kampagne skal oplyse sundhedspersonale om regler for tilskud

En voldsom stigning i Region Syddanmarks udgifter til tilskud til ernæringspræparater får nu regionen til at sætte en oplysningskampagne i gang.
Region Syddanmark har oplevet en voldsom stigning i udgifterne til tilskud til ernæringspræparater de seneste år. I 2014 var regionens udgifter til tilskud på knap 42 millioner kroner, og udgifterne er dermed steget 95 procent siden 2007.

Nu sætter regionen derfor en kampagne i gang, der skal oplyse sundhedspersonale og læger om reglerne for tilskud.

Tilskuddene bliver udbetalt til borgere, der får præparatet ordineret af en læge på en såkaldt ”grøn recept”. Ifølge Sundhedsstyrelsens regler om tilskud til ernæringspræparater, kan patienter med sygdom eller alvorlig svækkelse, der medfører, at de ikke kan synke eller optage almindelig kost samt spædbørn med diagnosticeret mælkeallergi få tilskud. Meget tyder dog på, at de grønne recepter også udskrives til borgere, der ikke er berettiget til tilskud, og som i mange tilfælde sagtens kan få den næring, de har brug for, på anden vis.

- De borgere, der er berettiget til at få tilskud til præparatet, skal selvfølgelig fortsat have en grøn recept – og dermed et tilskud. Vi er bare nødt til at sikre os, at reglerne er kendte, så der ikke er borgere, der uberettiget får tilskud – for da kan udgifterne løbe løbsk, siger formand for Sundhedssamordningsudvalget, Bo Libergren (V).

Småtspisende i søgelyset

Især småtspisende ældre er i søgelyset, da de i mange tilfælde får ordineret ernæringspræparater, selv om de ikke er berettiget til det, forklarer formand for Sundhedssamordningsudvalget, Bo Libergren (V).

- De småtspisende ældre kan naturligvis købe ernæringspræparater på apoteket uden en recept, hvis de ønsker at bruge præparaterne og er villige til at betale fuld pris. I mange tilfælde kan de dyre ernæringspræparater dog erstattes med en god næringsrig kost. Det kan plejepersonalet på sygehusene og i kommunerne oplyse de ældre nærmere om, siger han.

Netop de ældres ernæring er i fokus i et samarbejde, som regionen og de syddanske kommuner har forpligtiget hinanden på i den seneste sundhedsaftale.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08