Selvmord blandt ældre mænd skal forebygges
Regeringen, SF og Enhedslisten har indgået en aftale, der øremærker 194 millioner kr. i årene 2016 til 2018 til forebyggelsesinitiativer.
Specielt ældre mænd er i farezonen for at blive ensomme og også tage deres liv før tid. Regeringren, SF og Enhedslisten sætter med en ny forebyggelsespulje nu 43 millioner kroner ud af 194 millioner kroner. af til forebyggelse af selvmord blandt specielt ældre mænd og unge piger. Foto: Colourbox.
Det skriver Ministeriet for Sundhed og forebyggelse idag i en pressemeddelelse.
Aftaleparterne er enige om at afsætte 43 millioner kr. til at forstærke forebyggelsesindsatsen over for mennesker, der ikke trives og overvejer selvmord. Ensomhed er et emne, der pt optager både politikere og organisationer. ENsomheden kan slå ihjel, hvilket specielt ses blandt ældre mænd, der er i risiko for at begå selvmord, fordi de har mistet deres livsfælle eller ikke længere føler sig i stand til at deltage i samfundet.
Pengene skal bl.a. bruges til at oprette et nationalt partnerskab om selvmordsforebyggelse og til en pulje til kommunale indsatser, der kan sikre, at de relativt mange især unge kvinder og ældre mænd, der går med selvmordstanker, får en bedre trivsel. Der er også reserveret penge til, at ’Livslinjen’, som giver telefonrådgivning til selvmordstruede, fortsat kan have åben om natten.
- Der er alt for mange, som forsøger at begå selvmord. Derfor har det været en mærkesag for Enhedslisten, at vi får en landsdækkende indsats for at forebygge selvmord. Det har også været meget vigtigt for os, at der er et tilbud om natten til de mennesker, som er truet af selvmord. For det er meget vigtigt, at der er hjælp at hente hele døgnet, siger Stine Brix, sundhedsordfører for Enhedslisten.
Partierne bag aftalen vil også oprette en ny pulje på 30 millioner kr., som skal støtte initiativer i sundhedsvæsnet, der har til formål at finde frem til patienter, der kan have gavn af få information om kost- og motionsaktiviteter, rygestopkurser, alkoholbehandlingssteder og andre relevante forebyggelsestilbud i kommunerne.
- Mange af de patienter, som har været igennem et udrednings- eller behandlingsforløb på sygehusene eller ved egen læge, er motiverede for at lægge de dårlige vaner på hylden og leve mere sundt, men de har brug for støtte, og de kender ofte ikke de tilbud, kommunerne stiller til rådighed. Derfor skal læger og sygeplejersker være bedre til at fortælle om de tilbud, der findes, og henvise til dem, siger sundhedsminister Nick Hækkerup, der ser et stort potentiale for tidlig opsporing og henvisning fra sygehuse og i almen praksis til kommunale forebyggelsestilbud.
Ifølge aftalen skal 45 millioner kr. gå til bedre forhold for stærkt afhængige stofmisbrugere med såkaldte stofindtagelsesrum.
Med aftalen er parterne også enige om at styrke den seksuelle sundhed. Derfor får Sex & Samfund 30 millioner kr..
Der afsættes desuden 20 millioner kr. til at øge erfaringerne med motorik og bevægelse for børn i dagpleje, vuggestuer og børnehaver.
Derudover vil regeringen, SF og Enhedslisten bruge 24 millioner kr. på at oprette et kompetencecenter for børn, der har nære familiemedlemmer som eksempelvis har en psykisk lidelse, er ramt af en alvorlig fysisk sygdom eller har et misbrug af alkohol eller stoffer.
Og endelig er partierne bag aftalen enige om at bruge 2 millioner kr. af puljen til en kortlægning af, hvordan man kan styrke sunde alkoholvaner.