23948sdkhjf

Tilgængelighed: Gratis hjælp til private behandlere

Region Hovedstaden tilbyder nu gratis hjælp til læger, tandlæger, psykologer og andre behandlere, så tilgængeligheden til deres praksis kan blive bedre
I Region Hovedstaden har 40 procent af de alment praktiserende læger, 22 procent af tandlægerne og 36 procent af psykologerne adgang for borgere med handicap eller midlertidig funktionsnedsættelse. Det viste er opgørelse af tilgængeligheden i praksissektoren sidste år

Regionsrådet har derfor besluttet at tilbyde hele praksissektoren en gratis mulighed for at få en uvildig vurdering af adgangen til praksis og dermed få gode idéer til, hvordan man med få greb kan forbedre tilgængeligheden.

- Det er simpelthen for dårligt, at så få private behandlere tager hensyn til folk med fx en kørestol eller krykker. Gode fysiske adgangsforhold har betydning for os alle sammen på et eller andet tidspunkt i vores liv. Det kan være, når vi er børn, har brækket et ben, som gravid, når vi bliver forældre og går med barnevogn, eller når vi bliver ældre og rammes af små eller store skavanker. Det er ikke i orden, at borgerne på den måde forskelsbehandles. Det skal der ændres på, og det går vi i gang med nu, så borgerne i højere grad kan vælge at støtte den praksis, som gør noget ved problemerne, siger formand for Udvalget vedr. tværsektorielt samarbejde, Maja Holt Højgaard (S).

Frivilligt og vejledende

Behandlerne får tilbud om en status over tilgængeligheden til praksis for forskellige patienter baseret på mærkeordningen God Adgang, mulighed for at give nuværende og kommende patienter information om adgangsforholdene i praksis, og konkrete anbefalinger til forbedringer af tilgængeligheden til praksis.

- Det er væsentligt at understrege, at vores tilbud til de private behandlere er frivilligt og vejledende. Reguleringen af krav til tilgængeligheden er fortsat udstukket i overenskomsterne med behandlerne samt af tilgængelighedsbestemmelserne i byggelovgivningen. Men vi tror på, at mange behandlere tager problemerne for borgerne alvorligt og vil benytte sig af tilbuddet, siger Maja Holt Højgaard.

Skaber merværdi

Det er organisationen God Adgang, som hjælper behandlerne med at skabe bedre tilgængelighed.

- Vi ser frem til samarbejdet med de private behandlere, fordi forbedringer af adgangsforholdene skaber merværdi for både praksis og patienterne – store såvel som små forbedringer af tilgængeligheden. Vi glæder os især over, at informationen om de faktiske adgangsforhold til praksis til patienter og kommende patienter nu nuanceres for 7 forskellige typer af handicap. Det betyder, at informationerne på sundhed.dk kan bruges af mange flere mennesker, siger Ulla Kramer, sekretariatschef i God Adgang.

Når mærkningen er på plads, kan borgeren på www.sundhed.dk finde frem til de behandlingssteder, der står mål med borgerens behov og funktionsevne.

Region Hovedstaden afholder fire informationsmøder, hvor praktiserende sundhedsbehandlere kan høre mere om regionens tilbud vedr. tilgængelighedsmærkning. Det er gratis for praksis at deltage i perioden 2015-2017

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078