Ny ramme for sundhedsfaglige uddannelser
Det forventes, at de nye uddannelser får studiestart sommeren 2016.
En del af udviklingsprojektet består i at sikre, at den juridiske ramme for uddannelserne bliver mere robust end den nuværende ramme, fortæller ministeriet, og fremtidigt understøtter, at uddannelserne hurtigere og mere fleksibelt kan udvikles for at sikre både kvalitet og relevans.
Uddannelses- og forskningsministeren har nu truffet beslutning om en ny juridisk ramme for de sundhedsfaglige professionsbacheloruddannelser. Beslutningen er truffet efter opbakning fra en enig styregruppe og omhandler alene rammer og grundstruktur for uddannelserne
Den nye juridiske ramme for de sundhedsfaglige professionsbacheloruddannelser indebærer en uddannelsesbekendtgørelse pr. sundhedsfaglige professionsbacheloruddannelse, et bilag til uddannelsesbekendtgørelsen, der fastsætter mål for læringsudbytte beskrevet som viden, færdigheder og kompetencer, og en studieordning pr. uddannelse, der udarbejdes pr. professionshøjskole. Som en del af studieordningen formulerer professionshøjskolerne i fællesskab de uddannelseselementer, der som minimum skal være gennemført inden for de første to år af en uddannelse på alle udbydende professionshøjskoler.
Den anden del af udviklingsprojektet er at sikre udvikling af indhold i uddannelserne. Arbejdet med at realisere ønsker til indhold i uddannelserne gennemføres med inddragelse af eksperter og interessenter på området. Det forventes, at de nye uddannelser får studiestart sommeren 2016.