Første OPP-plejecenter indviet
Nu er Vonsildhave Kvarteret taget i brug af 60 beboere, der bl.a. har adgang til spa og wellness.
Dansk Boligbyg a/s har bygget plejecentret, som svenske Attendo skal drive i 20 år, hvorefter det overdrages til Kolding Kommune.
Der er lagt stor vægt på at skabe et plejecenter, der er et hjem for beboerne, men som også åbner sig ud mod sit nærmiljø, fortæller Dansk Boligbyg, og i øvrigt er udstyret med moderne velfærdsteknologi såsom sensorgulv, elektroniske hæve-sænke toiletter, spa-afdeling, træningsrum, café, krostue med billardbord, legeplads og gæsteværelse til pårørende.
Attendo og Dansk Boligbyg a/s håber, at plejecentret i Kolding vil blive en katalysator for konceptet i andre kommuner i Danmark.
- Der er et dynamisk og meget effektivt samarbejde i OPP-modellen, så vi håber at kommunerne i hele Danmark lader sig inspirere af Kolding Kommunes eksempel, siger Dorte Kofod fra pleje- og omsorgsvirksomheden Attendo, der siden 2008 har opført 87 plejecentre med i alt 3.800 pladser i Sverige og Finland.
Jannik Jensen er projektchef i Dansk Boligbyg a/s, der har været totalentreprenør på projektet.
- Det har været et anderledes og spændende projekt, og en udfordring at finde de forskellige roller for samarbejdspartnerne. OPP er stadig en ny samarbejdsform, så håndbogen ligger ikke klar på forhånd, men er en del af hele processen, og vi er klar til nye opgaver, siger han.