S: Venstre må ud af busken om regionernes fremtid
Det er helt vildt, at Venstre ikke kan svare på, om de vil nedlægge regionerne, siger Socialdemokraterne.
Både Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance siger tirsdag til Politiken, at regionerne - der står for sygehusdriften i Danmark - ligger på sit dødsleje, hvis magten skifter efter næste valg.
Og De Konservative kræver nu, at Venstre også melder ud om, hvad partiet mener om regionernes overlevelse.
Men Venstre har endnu ikke taget stilling til spørgsmålet, siger partiets kommunalordfører Jacob Jensen, hvilket bliver kritiseret voldsomt af Socialdemokraterne:
- Jeg er meget enig i, at Venstre simpelthen må komme ud af busken, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro til Ritzau.
- Det er jo helt vildt, at Venstre bare nægter at forholde sig til det her overhovedet. Det har jo ganske store konsekvenser, dels for medarbejderne i regionerne, men også for hvad det er for et sundhedsvæsen, befolkningen kan regne med at møde, siger hun
- Man vil fjerne det demokratiske lag i sundhedsvæsnet fuldstændig, og det giver ikke et bedre sundhedsvæsen, især ikke i yderområderne.
Det var Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, der i sin tid som indenrigsminister stod i spidsen for skabelsen af regionerne i forbindelse med kommunalreformen fra 2007.
I 2011 foreslog Venstre så i et sundhedsudspil regionerne nedlagt inden 2013, men magten skiftede som bekendt, og i 2013 lød der så igen mildere toner fra Lars Løkke Rasmussen om regionerne.
- Jeg kan være bekymret for, at vi er på vej til at se en genudsendelse af det meget ideologiske forsøg på at fremelske det private marked i sundhedsvæsnet, som vi så, da Løkke var sundhedsminister, siger Panduro.
/ritzau/
Kilde: /ritzau/