Træning mindsker psykiske symptomer ved Alzheimer
Forskningsprojektet ADEX har som det første store studie i verden målt, hvilken virkning moderat til hård træning har på patienter med Alzheimers sygdom. Hovedresultaterne fra ADEX-studiet bliver præsenteret i dag ved DemensDagene 2015.
Forskningsprojektet ADEX har som det første store studie i verden målt, hvilken virkning moderat til hård træning har på patienter med Alzheimers sygdom. Hovedresultaterne fra ADEX-studiet præsenteres i dag ved DemensDagene 2015, hvor flere end 900 fagfolk er samlet til en to dage lang konference, arrangeret af Nationalt Videnscenter for Demens.
ADEX er det første større demensstudie gennemført i et samarbejde mellem danske demensklinikker. Nationalt Videnscenter for Demens har ledet studiet i samarbejde med Forskningsenheden ved Fysio- og Ergoterapiafdelingen på Bispebjerg Hospital og demensklinikker i Odense, Aarhus, Aalborg, Svendborg, Slagelse, Roskilde, Glostrup samt Rigshospitalet.
- Studiet viser, at det er vigtigt med særlige tilbud til mennesker med demens, hvor man samler dem om fysisk aktivitet, for både det sociale samvær og selve den fysiske træning har en positiv indvirkning på patienternes fysiske funktion og psykiske velbefindende, siger professor og forskningsleder Steen Hasselbalch, Nationalt Videnscenter for Demens.