23948sdkhjf

Kendt kunstner udsmykker nyt psykiatricenter

Udvalgte patientværker og -genstande fra Museum Ovartaci skal udstilles i glasvitriner, mens Tal Rs egne malede fortolkninger skal pryde væggene.
Den danske kunstner Tal R skal stå for udsmykningen af fællesarealerne i Nyt Psykiatrisk Center på Det Nye Universitetshospital (DNU) i Aarhus.

Tal R er blevet udvalgt i et felt af i alt tre deltagende kunstnere i en skitsekonkurrence, som Region Midtjylland og bygherren KPC havde udskrevet. Forslaget kombinerer nyt og gammelt ved, at Tal R tager afsæt i patientkunst fra psykiatriens nuværende afdelinger i Risskov. Udvalgte patientværker og -genstande fra Museum Ovartaci skal udstilles i glasvitriner, mens Tal Rs egne malede fortolkninger skal pryde væggene. Som et tredje element vil et særpræget møblement sno sig gennem hovedstrøget.

- Det er godt tænkt, at patienternes kunst på den måde kommer til at leve videre i et nyt stort kunstværk, siger Gert Pilgaard Christensen, direktør for Psykiatri og Social, og formand for bedømmelsesudvalget.

De to andre skitseforslag fra henholdsvis A Kassen og Tove Storch blev også vurderet til at være stærke kandidater. Forslaget fra Tal R var dog det mest gennemgribende projekt, både kunstnerisk og fysisk, vurderede bedømmelsesudvalget.

Værket indvies sammen med resten af Nyt Psykiatrisk Center i 2019.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079