23948sdkhjf

Stor licitation på Nyt Aalborg Universitetshospital

Region Nordjylland har modtaget to tilbud ved licitationen af råhuset.
Region Nordjylland har afholdt licitation på den største entreprise i forbindelse med byggeriet af Nyt Aalborg Universitetshospital. Den udbudte entreprise omfatter opførelsen af det ca. 155.000 m2 store råhus, og entreprisen indeholder således betonarbejdet i form af støbning af kældre, søjler og etagedæk på hospitalsbyggeriet. Herudover vil råhusentreprenøren også skulle udføre en række jord og kloakarbejder.

- Vi fik to tilbud ved licitationen på råhuset, og det laveste bud lyder på cirka 559 mio. kr. Licitationsresultatet holder sig inden for det afsatte budget, og nu skal vi så lige bruge de kommende dage på at sikre, at tilbuddet er konditionsmæssigt, fortæller projektchef Niels Uhrenfeldt.

Råhusentreprisen opstartes umiddelbart efter sommerferien, og varer 3 ½ år. Byggeriet af det store universitetshospital forventes efter planen færdigt i 2020.

- Jeg er naturligvis rigtig glad for, at licitationen ser ud til at være gået, som vi håbede. Vi kan nu tage endnu et stort skridt i realiseringen af projektet, som jo er helt afgørende for, at vi også i de næste mange år kan fastholde og udvikle et sundhedsvæsen af højeste kvalitet i Nordjylland, siger regionsrådsformand Ulla Astman.

Udover råhusentreprisen har regionen også gennemført licitation på en byggepladsentreprise, som omfatter en række ydelser i forbindelse med etablering og drift af byggepladsen. Her kom to tilbud, og laveste bud lød på cirka 84 mio. kr.

Begge licitationsresultater vil blive forelagt for Regionsrådet i juni, og det forventes, at der kan skrives kontrakt med de lavestbydende på begge entrepriser inden sommerferien.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078