Hospitaler bruger for megen tid på unødig dokumentation
En af de store udfordringer i det daglige arbejde på hospitalerne er langsomme og besværlige it-systemer, lyder det i en ny rapport.
Sådan lyder konklusionen i en ny undersøgelse, som afdækker, hvordan forskellige styringsmæssige tiltag påvirker det daglige arbejde ude på hospitalsafdelingerne. KORA har udarbejdet undersøgelsen for Økonomi- og Indenrigsministeriet og Danske Regioner
- Medarbejdere og ledere oplever, at de bliver målt på, om de har dokumenteret, at de har udført en bestemt procedure. De bliver ikke målt på, om proceduren rent faktisk har ført til bedre behandling af patienten. De oplever, at det ofte er dokumentation for dokumentationens egen skyld, siger projektchef i KORA, Christina Holm-Petersen, som er hovedforfatter på rapporten.
Undersøgelsen er udført på fem forskellige hospitaler i de fem regioner. Forskerne har observeret arbejdsgangene ude på afdelingerne – og de har interviewet op mod 400 medarbejdere, ledere og andre nøglepersoner. Desuden har de gennemgået alle tilgængelige dokumenter med retningslinjer og regler.
Forud for offentliggørelse af undersøgelsens resultater er der allerede taget politisk handling på dele af rapportens konklusioner og anbefalinger. For eksempel er regeringen og Danske Regioner blevet enige om at udfase Den Danske Kvalitetsmodel, og regeringen har lanceret et nyt nationalt kvalitetsprogram for sundhedsområdet.
Besværlige it-systemer
Undersøgelsen viser, at der hele tiden er kommet flere procedurer og retningslinjer til ude på de enkelte afdelinger – uden at man har fjernet nogen. Rapporten anbefaler, at man tænker helt forfra, når man laver en ny model for national kvalitetsstyring.
- Den nye model bør bestå af få udvalgte kvalitetsmål, som giver mening i forhold til det sundhedsfaglige arbejde. Målet må hele tiden være at give patienten den bedst mulige behandling, siger Christina Holm-Petersen.
En af de store udfordringer i det daglige arbejde på hospitalerne er langsomme og besværlige it-systemer. Den måde, it-systemerne understøtter dokumentationsarbejdet på, er i høj grad medvirkende til, at de ansatte oplever, at der er tale om en stor registreringsbyrde. Rapporten anbefaler derfor, at man ved fremtidige styringstiltag fra starten tager højde for, hvad det er teknisk muligt at understøtte it-mæssigt.
- Der er mange ekstra klik og dobbeltdokumentationer, fordi systemerne ikke taler sammen. Og der er megen ventetid, når it-systemerne fryser eller går ned, fordi man skal åbne flere programmer på en gang, siger Christina Holm-Petersen.