FOA: Det rigtige valg handler om velfærd
Valget bliver afgørende for den fremtidige velfærd. Samtidig skal dagpengespørgsmålet på dagsordenen, mener FOA.
Velfærd ser ud til at blive et centralt tema i valgkampen, og det glæder Dennis Kristensen, forbundsformand i FOA.
- Det bliver et skæbnevalg for dansk velfærd. Udgiftsstop hjælper ikke på det voksende antal ældre og demente. Det hjælper heller ikke på, at der mangler voksne i vores dagtilbud, siger Dennis Kristensen.
- Hvis vi også skal kunne prale af vores velfærdsstat i fremtiden, er politikerne nødt til at prioritere investeringer i den offentlige sektor efter en årrække, hvor der er skåret ind til knoglemarven, fortsætter han.
På FOAs valgside Detrigtigevalg.nu har FOA samlet viden om udviklingen i den offentlige sektor. Siden 2008 er der f.eks. forsvundet 5,5 millioner årlige hjemmehjælpstimer, fortæller FOA.
Aktuelt er også spørgsmålet om et nyt dagpengesystem og de over 54.000 mennesker, der ind til videre er faldet for den forkortede dagpengegrænse, lyder det fra FOA.
- Det er en skandale. Partierne bør melde klart ud, hvad de vil med det nye dagpengesystem. Det er et politisk ansvar, at vi får et dagpengesystem, vi igen kan være trygge ved. Det spørgsmål må ikke blive parkeret i hænderne, siger Dennis Kristensen.