Arrangement om dyreassisteret terapi trak fulde huse
140 fagpersoner deltog torsdag i TrygFondens minisymposium.
Blandt oplægsholderne var ergoterapeut på Kognitiv klinik på Regionshospitalet Hammel Neurocenter, Stine Winther Sebelin, der fortalte om terapihunden Gaia i et neurorehabiliteringsforløb. TrygFonden og Hammel Neurocenter indledte i 2014 et pilotprojekt, for at undersøge værdien og effekten af terapidyr i det højt specialiserede behandlingsmiljø. Projektet havde to formål: at indsamle viden om, hvad der skal til, for at en hundeekvipage kan indgå i et terapeutisk forløb, og at give ledelse og terapeuter mulighed for at bruge en hundeekvipage til deres terapi for at undersøge effekten i et patientforløb. Og projektet åbnede hurtigt terapeuternes øjne for de muligheder, som deltagelsen af en kompetent hundeekvipage giver.
Stor spørgelyst
Professionel rideterapeut og indehaver af Team Nordahl, Gitte Nordahl, fortalte, hvordan heste kan spille en unik rolle i behandlingen af mennesker med svære mentale udfordringer. Professor Rebecca Johnson fra Research Center for Human Animal Interaction, College of Veterinary Medicin i USA, fortalte om, hvordan dyreassisterede interventioner kan gavne mennesker i flere situationer og giver helbredsmæssige fordele, f.eks. har militærveteraner, der trænede internat-hunde oplevet en ny kilde til kammeratskab og afslapning. Dr. Andrea M. Beetz fra Tyskland fortalte i sit oplæg, hvordan dyr kan fungere som døråbnere i den terapeutiske/pædagogiske situation. Og Michael E. Kaufmann fra Green Chimney School i USA fortalte, hvordan dyr kan benyttes som en del af et større natur-baseret setup, der muliggør unikke lærings- og behandlingsmetoder for børn med særlige behov.
Og spørgelysten var stor i det fyldte Festauditorium på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet. Hvordan kommer man i gang med dyreassisteret terapi, hvordan er mulighederne for kompetenceudvikling og hvilke begrænsninger er der med dyreassisteret terapi?
København danner i dag og i morgen rammen for organisationen IAHAIOs (International Association of Human-Animal Interaction Organizations) årlige internationale symposium, hvor forskere og udøvende eksperter på området dyreassisterede interventioner mødes til to intensive dage med foredrag workshops og networking. TrygFonden er medvært ved arrangementet.