23948sdkhjf

Danske Patienter: Debatten om dyr medicin er afsporet

Mere ærlig information om bivirkningerne ved ny medicin vil nedbringe forbruget, mener Danske Patienter.
Debatten om de eksploderende udgifter til dyr hospitalsmedicin er endt i en helt forfejlet diskussion om at nægte patienter livsvigtig medicin eller afskedige personale på andre afdelinger, fordi medicinen stjæler alle pengene.

Det mener organisationen Danske Patienter.

Ifølge direktør Morten Freil er det en myte, at de eksplosivt stigende udgifter til hospitalsmedicin især skyldes livsforlængende kræftbehandling. I virkeligheden bruger hospitalerne langt flere penge til eksempelvis gigt- og sclerosepatienter.

- Det er medicin, der sikrer, at de kan gå på arbejde, fremfor at leve med en dårlig livskvalitet og være bundet til en kørestol, siger Morten Freil.

- Uden medicinen ville de være storforbrugere af sundhedsydelser hos praktiserende læge og hjemmesygepleje, også med store samfundsøkonomiske omkostninger.

Regioner og læger advarer ofte mod, at stigende medicinudgifter til blandt andet kræftmedicin betyder besparelser på andre afdelinger.

Samtidig afviser både rød og blå blok al snak om at prioritere i medicin, som man gør i andre lande.

- Det er uetisk og skaber ulighed at nægte patienter medicin, der virker, fordi de økonomisk stærkeste patienter kan forsikre sig til bedre medicin eller rejse til andre lande efter behandling, siger Morten Freil.

I stedet peger han på tre oplagte områder, hvor der kan sættes ind, uden at udgifterne stiger og uden at ramme socialt skævt.

- Regionerne må genforhandle prisaftalerne med medicinalindustrien. Og misbruger medicinalindustrien sin monopolstatus og presser priserne kunstigt op, er det en sag for konkurrencemyndighederne, siger han.

Samtidig kan man spare mange penge på rydde op i det omfattende medicinforbrug hos de mange kroniske patienter.

- Endelig skal lægerne i langt højere grad tage en snak med alvorligt syge patienter om den - måske - livsforlængende medicin. Får patienten ærlig information om de mange bivirkninger, vil mange takke nej. mener Morten Freil.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.242