23948sdkhjf

200 fagfolk skal lære af hinanden i Aalborg

Ambulatoriet "Styrket indsats for unge med erhvervet hjerneskade" på Aalborg Universitetshospital er i denne uge vært for en national konference i Aalborg.
Aktiv opsporing og tæt samarbejde med kommunerne har fået unge med erhvervet hjerneskade i Nordjylland udredt og i gang med tilbud, der skal give dem et godt liv.

Det er nogle af resultaterne af indsatsen i Aalborg Universitetshospitals ambulatorium: ”Styrket indsats for unge med erhvervet hjerneskade”. Ambulatoriet er onsdag og torsdag i denne uge vært for en national konference i Aalborg, hvor ca. 200 fagfolk skal lære af hinanden og skabe fælles grundlag i behandlingen af de unge.

I Region Nordjylland lavede man i 2014 et tværfagligt koordineret tilbud til unge med erhvervet hjerneskade i form af et ambulatorium på Aalborg Universitetshospital – foreløbigt som et tre-årigt forsøg. Her arbejder man med opsporing og udredning af de unge og deres skader. Indsatsen er økonomisk støttet af Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.

- Vi er ret aktive med at finde de unge – via udskrivningslister, som vi får fra hospitalerne - og give dem et tilbud om at komme herind, så vi kan finde ud af, om de har fået en hjerneskade, og i så fald hvilken betydning følgerne kan have for deres liv. Følger efter en hjerneskade kan have betydning for den unges evne til at gennemføre en uddannelse og få stabil tilknytning til arbejdsmarkedet – og for livskvaliteten, så det er meget vigtigt at finde ud af, hvordan patienten er påvirket, og hjælpe ham eller hende videre til det rette tilbud, siger projektleder, neuropsykolog Trine Okkerstrøm Ryttersgaard.

Tæt samarbejde

Trine Okkerstrøm Ryttersgaard står i spidsen for ambulatoriet, der har etableret et tæt samarbejde med de nordjyske kommuner om at hjælpe de unge, når de er blevet udredt. Det spænder fra tilbud om ergo- og fysioterapi til forløb på Hjerneskadecenter Nordjylland og døgntilbud.

- Vi har oplevet en meget stor velvilje fra de nordjyske kommuner til at deltage aktivt i ambulatoriets arbejde. Alle nordjyske kommuner har udpeget en kontaktperson, så vi nemt kan finde de relevante personer i patientens hjemkommune. Vi har oplevet, at det har en stor betydning, at de kommunale samarbejdspartnere er med til det afsluttende tilbagemeldingsmøde, både for patienten, men også for at stafetten er givet videre til en person, siger hun.

På konferencen i Aalborg Kongres- og Kulturcenter i denne uge sættes der fokus på det, der er særligt for de unge med hjerneskader. Næsten 200 fagfolk vil dele viden og skabe et grundlag for den fremtidige indsats.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079