Randers indvier nyt havemiljø for demensramte
På Fristedet mødes demensramte borgere og hygger sig med frisk luft, havearbejde og hinandens selskab.
Sommerregnen fik dog ikke nogen indflydelse på hverken det gode humør eller den planlagte rundvisning i den nyanlagte have, hvor Randers Kommunes demensramte borgere kan nyde vind og vejr alle de andre glæder ved at være i en have.
Haven omkring Fristedet er finansieret af en del af Randers Kommunes andel af ældremilliarden, og formand for Sundhed og Ældre, Leif Gade, er glad for det nye tiltag.
- Det er så vigtigt, at vi gør noget for vores borgere med demens, og haven giver dem mulighed for at få noget nyt indhold i hverdagen og hyggelige stunder sammen, sagde Leif Gade til indvielsen.
Haven er allerede begyndt at spire – blandt andet med hjælp fra borgere, der har doneret forskelligt til haven – og Fristedet modtager stadig gerne donationer i form af ting og planter til haven.