Aarhusiansk rådmand: Kommuner i økonomisk spændetrøje
Sundhedsområdet står til at blive den store vinder efter valget, men det skal gå hånd i hånd med bedre styring, siger rådmand Jette Skive, Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.
De første fem måneder af 2015 viser, at Aarhus Kommune i år forventer at få merudgifter på omkring 80 mio. kr. til medfinansiering af det regionale sundhedsvæsen. På landsplan er prognosen, at medfinansieringsudgifterne er 1,2 mia. kr. større end forventet.
Efter strukturreformen i 2007 skulle kommunerne tage sig endnu mere af sundhedsområdet. Et element var, at kommunerne skulle medfinansiere det regionale sundhedsvæsen. Antagelsen var, at hvis kommunerne gjorde en ekstra indsats på sundhedsområdet, ville det betyde, at kommunerne kunne spare i udgifterne, fortæller hun.
- Så guleroden var, at vi skulle forebygge og lave sundhedsfremme, så samfundet samlet set opnår en gevinst. Kommunernes problem er, at vi på mange områder slet ikke har indflydelse på styring af udgifterne, og det har konsekvenser for både vores budgetter og i det samlede regnskab, hvor der ikke er samlet styring af, hvad skatteborgerens penge går ti, siger Jette Skive.
Skruer hospitalerne op for behandlingen på nogle områder, får kommunerne automatisk en større udgift. Også selvom kommunen selv har investeret stort i det forebyggende arbejde, siger hun.
- Kommunerne skal have flere og bedre styringsmuligheder på sundhedsområdet. Den kommende regering skal tage det med i forhold til evaluering af strukturreformen, siger Jette Skive.
KL, Danske Regioner og regeringen har netop gennemført en evaluering af den kommunale medfinansiering på sundhedsområdet. Evalueringen bekræfter, at der er flere områder af sygehusdriften, som kommunerne ikke kan påvirke gennem forebyggende arbejde, fortæller hun.