Syddanmark vil hylde frivillige
Regionsrådet i Region Syddanmark har besluttet at oprette en frivillighedspris.
Frivillige er allerede til stede på mange af Region Syddanmarks matrikler.
Og regionsrådet har netop besluttet at indføre en frivillighedspris, der skal gives som en påskønnelse af den store indsats, som personale og frivillige yder for at skabe bedre betingelser på sygehuse og sociale centre.
- Frivillige kan bidrage med rigtig meget i det daglige arbejde i psykiatri-, social- og sundhedsområdet og skabe merværdi for borgerne og patienterne. Jeg mener derfor, at vi bør gå forrest i forsøget på at inddrage frivillige mest muligt, og med vores frivillighedsstrategi og den nye pris er vi godt på vej, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V).
Formanden understreger dog, at den frivillige indsats skal ses som et supplement til og ikke en erstatning for den professionelle behandling.
50.000 til vinderen
Regionsrådet har besluttet at afsætte 50.000 kr. til vinderen, og det vil være en dommerkomite, der beslutter, hvem der vinder.
Dommerkomiteen kan desuden beslutte at tildele yderligere 10.000 kr. til et projekt, der rummer ’Den gode idé’ - altså et projekt eller idé, der vil kunne fremme frivillighed i regionen i løbet af det kommende år.
- Vi vil gerne give et økonomisk skulderklap til de projekter, hvor medarbejdere og afdelinger formår at forene deres faglighed med de frivilliges ønske om at bidrage til samfundet. Pengene kan så bruges til at videreudvikle eller styrke arbejdet, siger Stephanie Lose.
Frivillighedsprisen uddeles ved et arrangement, hvor nominerede, frivillige, repræsentanter for frivillige, regionsrådet og dommerkomiteen deltager.
- Vi vil gerne give de frivillige en festlig dag, hvor de får mulighed for at udveksle erfaringer og få ny inspiration samtidigt med, at vi som region får mulighed for at hylde deres engagement og indsats, siger Stephanie Lose.
Arrangementet skal blandt andet indeholde oplæg, workshops eller oplevelser, der i særlig grad kommer de frivillige fremmødte til gode.
For at komme i betragtning til Frivillighedsprisen skal det dokumenteres, den eller de indstillede har:
• Fremmet opmærksomheden på kvaliteten/værdierne ved frivilligt socialt arbejde
• Styrket livskvalitet og trivsel for en gruppe mennesker
• Skabt opmærksomhed på en ellers overset problematik
• Iværksat nyskabende aktiviteter med frivillige
• Fremmet samarbejdet i den frivillige verden
• Fremhævet og synliggjort det frivillige arbejdsgrundlag på en positiv måde
• Øget engagement og virkelyst for individer og/eller afdelinger
• Der skal i indstillingen være fokus på, hvordan og hvilken forskel og værdi frivilligheden konkret skaber for borgere, patienter og pårørende.