23948sdkhjf

To nordjyske sygehuse får ny vicedirektør

Claus Brøckner Nielsen vil indgå i Sygehusledelsen for Sygehus Vendsyssel og Sygehus Thy-Mors sammen med vicedirektør Susanne Lauth og sygehusdirektør Henrik Larsen.
Claus Brøckner Nielsen er ansat som ny vicedirektør med lægefagligt ansvar på Sygehus Vendsyssel og Sygehus Thy-Mors.

Han kommer fra en stilling som ledende overlæge på afdeling for Hjertesygdomme, Aarhus Universitetshospital, Skejby en stilling han har bestredet i over ni år. Tidligere har han været ledende overlæge på Odense Universitetshospital og overlæge på Vejle Sygehus.

Foruden speciallægeuddannelse i kardiologi har Claus Brøckner Nielsen en ph.d. grad og har forsket indenfor nefrologi og kardiologi.

Han har desuden en masteruddannelse i offentlig ledelse, og han har de sidste otte år undervist i ledelse og samarbejde dels på yngre læge uddannelsen og lægeforeningens overlægekurser.

- Jeg har altid været klinisk aktiv. Fagligheden på alle niveauer og for alle faggrupper er, og skal altid være vores vigtigste ressource i det danske sundhedsvæsen, til gavn for patienterne. Selvom jeg nu forlader det kliniske arbejde for at bestride stillingen som lægelig vicedirektør, vil jeg altid have fokus på patienternes vel og dermed fagligheden og den kliniske hverdag, siger Claus Brøckner Nielsen.

Claus Brøckner Nielsen starter som lægefaglig vicedirektør snarest muligt.

- Jeg har de sidste fire år været med til at fusionere de to store hjerteafdelinger i Aarhus og ser frem til at kunne bruge mine erfaringer til fortsat at styrke og skabe en god sygehusstruktur for Sygehus Vendsyssel og Sygehus Thy-Mors, hvor alle patienter og medarbejder kan føle sig trygge og opnå gode solide resultater, siger Claus Brøckner Nielsen.

Sygehusdirektør Henrik Larsen ser frem til samarbejdet med Claus Brøckner Nielsen.

- Et enigt ansættelsesudvalg har blandt et stærkt ansøgerfelt indstillet Claus Brøckner Nielsen til stillingen. Vi er glade for, at han med sine erfaringer og stærke kompetencer fra et af landets største hospitaler har valgt at træde ind i ledelsen af vores sygehuse, og vi er sikre på, at han kan medvirke til at skærpe vores profil og bidrage til fortsat høj faglig udvikling, siger sygehusdirektør Henrik Larsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11