23948sdkhjf

Ældreplejen i Silkeborg skal bygge på tillid

Ny aftale mellem kommune og seks faglige organisationer omfatter 1.650 medarbejdere.
Der er lagt op til nytænkning på sundheds- og omsorgsområdet i ny aftale mellem Silkeborg Kommune og seks faglige organisationer. Aftalen, der blev underskrevet forleden, omfatter 1.650 medarbejdere.
Den betyder, at medarbejdere i ældreplejen i Silkeborg får større indflydelse på det daglige arbejde.

Med i aftalen er FOA, Dansk Sygeplejeråd, Kost & Ernæringsforbundet, Danske Fysioterapeuter, Ergoterapeutforeningen og HK.

- De skal have mulighed for at bruge tiden på det, der er den allervigtigste opgave: At tage hånd om mennesker, som har brug for hjælp. Vi ved jo, at vi i de kommende år får mange flere ældre og store udfordringer med de opgaver, vi overtager i det nære sundhedsvæsen. Og det i en tid hvor økonomien er under pres. Med den nye aftale vil vi arbejde sammen om at finde nye løsninger og undgå tidskrævende bureaukrati, siger borgmester i Silkeborg Steen Vindum (V).

Det var den lokale afdelingsformand for FOA Ulla Gram, der satte arbejdet i gang med en henvendelse til borgmesteren:

- Der er en meget stor iderigdom blandt medarbejdere og ledere. De ved bedre end eksperter og konsulentfirmaer, hvad der skal til for at gøre tingene på den bedste og mest effektive måde, og nu slipper vi kræfterne løs. Det vil give større arbejdsglæde og nye og bedre løsninger til gavn for både borgerne, medarbejderne og kommunen, siger formanden for FOA i Silkeborg-Skanderborg Ulla Gram.

Nøgleordene i aftalen er tilfredse borgere, større arbejdsglæde for medarbejderne, produktivitet og gode resultater. I dag er der hverken utilfredse borgere eller medarbejdere, men målet er at gøre det endnu bedre sammen.
I praksis er det medarbejdere, ledere, tillidsrepræsentanter og organisationer, der kommer til at udmønte aftalen. Det sker via de fem lokale MED-udvalg, som får indflydelse på, hvad der skal arbejdes med.

Ledelsen i Sundhed og Omsorg har taget hul på møder med alle MED-udvalg for at få de første bud på, hvor der er behov for at sætte ind.
Aftalen blev skrevet under af repræsentanter for de seks organisationer og Silkeborg Kommune på plejecentret Remstruplund i Silkeborg.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093