23948sdkhjf

Sosu'eren Susanne sejler med Randers' ældre

Snakken går blandt de ældre, når minderne vækkes med ture på Gudenåen.
Man skal bruge de kundskaber, man har.
Den devise synes sosu'eren Susanne Jensen at tage udgangspunkt i, når hun tager afsted på arbejde.
I hvert fald har hun taget et duelighedsbevis i sejlads, og i samarbejde med Randers Naturcenter kan hun nu invitere de ældre fra Områdecenter Nord i Randers på sejlture i handicapbådene på Gudenåen.

”Jeg er dybt taknemmelig over, at jeg kan gøre en forskel for de ældre – det giver dem virkelig noget at komme ud og få en oplevelse i naturen,” siger Susanne Jensen, som har fået sit duelighedsbevis til sejlads betalt af ledelsen i område Nord, men derudover har brugt sin fritid på at tage kurset og de tilhørende eksamener.

”Vi kom her jo som familie i mine yngre dage, og vi havde så mange gode oplevelser. Jeg vil meget gerne have min ’knejt’ med herned igen,” fortæller 83-årige Jytte Nielsen, mens den lille gruppe gør sig klar til at stige ombord i Isfuglen.

Susanne Jensen oplever ofte, at turen ud på vandet vækker gode minder og desuden nye ressourcer i gæsterne.

”Mange randersborgere har jo brugt området hernede i hele deres liv, og det fremkalder minder – ligesom de begynder at fortælle om deres barndoms dyrehold, når vi bagefter drikker en kop kaffe på naturcenteret,” fortæller Susanne Jensen.

”Vi oplever også, at de ældre bliver mere udadvendte og ressourcestærke, når de kommer ud og får en god oplevelse. De kan pludselig gå længere, end de plejer, og de fortæller glædesstrålende om deres oplevelser til pårørende og plejepersonale,” siger hun.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109