Mere velfærdsteknologi i aarhusianske plejeboliger
Aarhus Kommune afprøver nye velfærdsteknologier.
De nye velfærdsteknologier, der skal afprøves, er samlet i et katalog over forskellige løsninger, som Sundhed og Omsorgs afdeling for velfærdsteknologi, Center for Frihedsteknologi, ser store potentialer i at installere i plejeboligerne.
”For dem, der bor i plejebolig, bidrager velfærdsteknologi til en bedre hverdag på mange forskellige måder; nogle får mulighed for at klare flere ting selv, andre får en tryggere og bedre nattesøvn og mere overskud til en socialt aktiv hverdag. Velfærdsteknologi handler også om, at vores medarbejdere kan gøre deres arbejde smartere, i langt bedre arbejdsstillinger og på en måde, hvor beboerne tager langt mere del i hverdagens gøremål, siger chefkonsulent ved Center for Frihedsteknologi Inger Kirk Jordansen til kommunens nyhedsbrev.
Pilottest på Trøjborg
For at sikre, at energien bruges på den velfærdsteknologi, der giver allermest mening, gennemføres der i første omgang en pilottest i en plejeboligenhed på Trøjborg. Pilottesten på Trøjborg skal belyse, hvilke teknologiske løsninger der giver mest tryghed, trivsel og livskvalitet og bidrager til det bedste arbejdsmiljø. De teknologiske løsninger, der giver de bedste resultater, installeres herefter i flere af byens plejeboliger, fortæller kommunen.
”Vores borgere har allerede stor glæde af velfærdsteknologi, der hjælper med alt, fra praktiske ting i hverdagen til bedre kontakt til familie og venner. Det giver et ordentligt løft i livskvaliteten, og det løft skal endnu flere opleve”, siger rådmand i Sundhed og Omsorg Jette Skive til kommunens nyhedsbrev.