Fredericia vil investere i ny velfærdsteknologi
De teknologier, der vil blive prioriteret, er velafprøvede teknologier, som gavner borgerne mest muligt.
Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget og Social- og Omsorgsudvalget har netop anbefalet Byrådet at godkende et program, der investerer i ny velfærdsteknologi.
”Brugen af velfærdsteknologi er ikke et mål i sig selv. Det er et middel til at ældre og handicappede borgere kan leve mere selvstændigt og klare hverdagen bedst muligt selv. Borgerne foretrækker at være uafhængige og selvstændige frem for afmægtige og afhængige”, siger Henning Due Lorentzen, formand for Social- og Omsorgsudvalget.
Velafprøvede teknologier
De teknologier, der vil blive prioriteret, er velafprøvede teknologier, som gavner borgerne mest muligt. Det kan være hverdagsteknologier, der måske er nye lige nu, men som på sigt vil blive oplevet på linje med f.eks. briller, vaskemaskiner og elektriske kørestole.
”Det er vigtigt, at teknologierne skal matches med vores borgere, så den bliver oplevet som en hjælpende hånd og ikke endnu en hindring. Det er nemlig slet ikke sikkert, at én teknologi passer til alle borgere”, siger Henning Due Lorentzen.