Hurtigere udskrivelser kalder på pleje og omsorg
Liggetiden for ældre på landets hospitaler er reduceret med 22 procent på fem år - der er brug for overgangstilbud, mener både Ældre Sagen og Dansk Sygeplejeråd.
”Der er behov for et tilbud mellem sygehuset og den ældres eget hjem. Det kan være i form af aflastningspladser med pleje og omsorg på et højt niveau af sygeplejersker i samarbejde med social-og sundhedspersonale og med mulighed for at trække på lægelig ekspertise,” sagde Grete Christensen til Jyllands-Posten i går tirsdag og understreger, at hun ikke taler for at genåbne de små, nedlagte sygehuse.
De ældre patienter på landets sygehuse sendes hurtigere hjem end de øvrige patienter: Mens børn, unge og voksne har oplevet en reduktion på henholdsvis 13 og 15 procent, er liggetiden for ældre reduceret med 22 procent fra 2008 til 2013.
I Ældre Sagen mener chefkonsulent Mirjana Saabye, at man både skal se på de medicinske afdelinger på sygehusene, hvor hun mener, der er nedlagt for mange senge, samt på overgangstilbud i kommunerne. Enten i form af akutteam med hjemmesygeplejersker, der kan rykke ud til den ældre døgnet rundt, eller i form af sengepladser i kommunen.