Region Syddanmark uddeler frivillighedspris
Interesserede kan nu indstille projekter.
"Vi ved, at rigtig mange frivillige skaber masser af gode øjeblikke for mange af vores patienter og borgere. Den merværdi, de frivillige bidrager med i det daglige arbejde i psykiatrien, på de sociale institutioner og på sygehusene, vil vi gerne hylde. Derfor har vi stiftet den nye pris. Jeg håber, rigtig mange vil gribe muligheden for at indstille et projekt, de gerne vil fremhæve eller som de selv er del af," siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V), der er formand for dommerkomitéen.
Alle - både ansatte, patienter, beboere, pårørende, brugere og frivillige - kan foreslå, hvem der skal tildeles prisen. En afdeling kan også indstille sig selv, men i selve indstillingen vil det i sådanne tilfælde være vigtigt, at der er en patient eller pårørende, der understøtter indstillingen, fortæller regionen.
Der er åbent for indstillinger til Frivillighedsprisen 2015 frem til den 2. oktober.