Grillfest på plejecentret
Et arrangement som det her giver stor værdi for både beboerne, deres familier og medarbejderne, fortæller Langagergård Plejecenter.
Med fire store slagtergriller af 80 kilo stykket linet op på terrassen, opdækning i fællessalen til 170 spisende gæster, skøn musik i højtalerne og liflige maddufte var der lagt i grillen til sensommergrillfest for de ældre på plejecenteret.
”Vi gør en stor dyd ud af at være et plejecenter med åbne døre, som samtidig er en aktiv og deltagende del af det omkringliggende samfund. Og vi holder meget af at bryde dagligdagen lidt i ny og næ. Og jeg ved positivt, at et arrangement som det her giver stor værdi for både beboerne men også for deres familier og vores medarbejdere. Det er guld værd at skabe nogle fælles oplevelser, som vi kan glædes over og tale sammen om i den kommende tid,” forklarer plejecenterchef på Langagergård Louise Wesselhoff.