23948sdkhjf

Sang, udflugter og morgensvømning i Rebild

Pensioniststøttefonden har bl.a. bevilget midler til aktiviteter på ældrecentre.
I Rebild støtter Pensioniststøttefonden indkøb af hjælpemidler til og aktiviteter for pensionister.

Bestyrelsen i Pensioniststøttefonden har i denne ombæring bl.a. bevilget midler til brugerrådet ved Terndrup Ældrecenter til indkøb af rollatorer og kørestole samt til indkøb af solafskærmning, og brugerrådet ved Skørping Ældrecenter til aktiviteter, arrangementer og udflugter. Teglgårdsmindes Venner har fået støtte til en bogvogn til nyindkøbte sangbøger samt to gasgriller, og Møllevangens Venner til banko, tirsdagsunderholdning samt til en glasfiberko til at pynte udenfor i haven.

Terndrup Idrætscenter har også fået midler fra Pensioniststøttefonden. Pengene skal bruges til et tilbud om seniorsvømning henover efteråret og vinteren, hvor lokale seniorer i tre måneder kan mødes til morgensvømning og gratis kaffe og rundstykker bagefter.

"Kaffe og rundstykker er bestemt dejligt, men det sociale samvær og snak på tværs for de ældre henover kaffen, er mindst ligeså vigtig. At mødes med ligesindede udenfor hjemmet er guld værd – og det er noget af det vi vægter højt, når vi uddeler midler i fonden," siger bestyrelsesformand for Pensioniststøttefonden Ole Frederiksen.

At der er et sundt islæt er heller ikke uvæsentligt for fonden:

"Vi arbejder for øjeblikket også på at kunne tilbyde fitness i Skørping Idrætscenter og gymnastik i Bælum Hallen," siger Ole Frederiksen.

Pensioniststøttefonden er stiftet af afdøde gårdejer Knud Valdemar Kjeldsen fra Horsens Østergårde, som efterlod sin formue til den tidligere Skørping Kommune. Fonden støtter indkøb af hjælpemidler til og aktiviteter for pensionister, der bor i den tidligere Skørping Kommune. Både enkeltpersoner, foreninger, grupper kan søge støtte. Næste ansøgningsrunde bliver formentlig til foråret 2016 og vil blive annonceret i lokalpressen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125