23948sdkhjf

"Undskyld!" - for krænkelse af sygeplejersker

Anklagemyndigheden beklager nu den kontroversielle udtalelse fra chefanklager Jeanette W. Andersen om, at sygeplejersker ”ikke usædvanligt” kan finde på at tage livet af deres patienter. Det skriver DSRs "Synergi".
”Det viser sig jo faktisk, at undersøgelser rundt omkring i verden har godtgjort, at det er ikke usædvanligt, at sygeplejersker kan finde på at tage livet af patienter.”

Sådan sagde den sydsjællandske anklager Jeanette W. Andersen til TV2 11. august. Hun var indtil for nylig anklager i sagen om en drabssigtet sygeplejerske på Nykøbing Falster Sygehus.

Udtalelsen har fået Dansk Sygeplejeråd til at tage til genmæle, men striden har nu fået en mindelig udgang. Det skriver Dansk Sygeplejeråds "Synergi".

Anklagemyndigheden har efterkommet Dansk Sygeplejeråds krav om en beklagelse.

”Anklagemyndigheden medgiver, at udtalelsen kunne have været formuleret anderledes, og har forståelse for, at sygeplejerskerne har opfattet den som krænkende."

Sådan lyder det i en erklæring, der er offentliggjort af parterne i går onsdag.

Bemærkningen var ifølge Dansk Sygeplejeråd så krænkende for de danske sygeplejersker, at organisationen siden har krævet, at anklageren skulle trække udtalelsen tilbage eller imødese en injuriesag.

"Faktum er, at der ikke de sidste 25 år har været sager i Danmark, hvor en sygeplejerske er sigtet for manddrab, og at den tidligere omtalte undersøgelse udelukkende omfatter drab begået af sundhedspersonale i udlandet," skriver Synergi.

”Vi er tilfredse med, at anklagemyndigheden nu tydeligt beklager den udtalelse, som landets sygeplejersker naturligvis har oplevet som krænkende og oprørende. Dansk Sygeplejeråd anerkender beklagelsen, og jeg glæder mig over, at vi så hurtigt har fået gendrevet en udtalelse, som var på vej til at så en helt unødvendig utryghed hos vores patienter. Nu fortsætter vi den dagligdag, hvor sygeplejersker som faggruppe nyder en stor tillid i hele befolkningen,” siger Grete Christensen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11