Økologi sætter ny rekord i professionelle køkkener
Private og offentlige storkøkkener købte økologiske varer for 1,3 mia. kroner i 2014, viser en helt ny opgørelse fra Danmarks Statistik. Det er ca. en tredobling i forhold til 2009.
"Vi begynder nu for alvor at se resultatet af den politiske målsætning om 60 procent økologi i landets offentlige køkkener, som er en vigtig motor i forhold den økologiske omlægning af landbruget. Det er en meget positiv udvikling, som sammen med en massiv efterspørgsel på økologiske varer i dagligvarehandlen udgør et stærkt incitament for konventionelle landmænd til at blive økologer," siger formand for Økologisk Landsforening, Per Kølster.
Mere end 30 kommuner har valgt at omlægge deres køkkener til økologi, og Økologisk Landsforening forventer yderligere vækst i de kommende år i takt med, at flere og flere køkkenfolk har været på omlægningskursus. Sammenlagt udgjorde den offentlige sektors køkkener ca. 40 pct. af det økologiske marked til professionelle køkkener, svarende til ca. 526 mio. kroner. De offentlige køkkener står hver dag for i alt 800.000 måltider.