Randers viser hjælpemidler frem på Alzheimerdagen
På den international Alzheimerdag sætter Randers Kommune fokus på hjælpemidler til demensramte.
"Vi vil gerne fremvise noget af den nyeste teknologi og nogle af de bedste hjælpemidler, vi bruger i vores pleje af demente i Randers Kommune. Det er også en mulighed for pårørende for at få indblik i, hvad der findes på markedet af ting, der kan gøre hverdagen lettere for dem og deres kære,” siger formanden for Sundhed og Omsorgsudvalget, Leif Gade.
Mennesker med demenssygdomme kan f.eks. miste følingen med deres egen krop, og det kan være årsagen til en masse uro, utryghed og dårlig nattesøvn. Derfor er der lavet flere hjælpemidler, der hjælper den demente med at opleve kropsafgrænsning.
”Mennesker med demens har behov for at kunne mærke sin egen krop, og her kan man anvende hjælpemidler som specielle stole og tunge tæpper og dyner. Med sansestimulering kan man både berolige, skabe tryghed og hjælpe til en bedre søvn. Man kan desuden bidrage til højere grad af trivsel og livskvalitet i de vågne timer,” fortæller Jesper Heilmann Petersen, leder af Hjælpemiddelhuset Kronjylland.
På dagen kan man blandt andet se kuglestolen, som har dele, der kan foldes omkring den demente borger, så vedkommende oplever et behageligt tryk på kroppen. Der findes også kugledyner, som har samme effekt og kan resultere i en bedre nattesøvn.