23948sdkhjf

Særpris til Sønderborg

Kommunen modtager prisen for projektet "I sikre hænder". Det er lykkedes at eliminere tryksår og mærkbart reducere medicinfejl samtidig med, at der er skabt større faglig stolthed og engagement blandt de sundhedsprofessionelle.
Sundhedsvæsenets prestigefyldte initiativpris Den Gyldne Skalpel er siden stiftelsen i 2002 udelukkende tildelt initiativer på sygehuse. Den Gyldne Skalpel er i år gået til Regionshospitalet i Silkeborg. Men dommerkomiteen har også valgt at uddele en særpris. Den går til Sønderborg Kommune for projektet ”I sikre hænder”, som eliminerer tryksår og minimerer medicinfejl.

Glæden over prisen er stor i Sønderborg Kommune, hvor seniorudvalgets formand, Preben Storm, skynder sig at dedikere den til medarbejderne:

"Det har været fantastisk at opleve den faglige stolthed og ære, som alle medarbejdere fra starten satte i at være med i projektet ”I Sikre hænder”. Hver dag har omsorgen været i top for at hindre, at der opstod tryksår og for at sikre, at ingen får forkert medicin. Der er simpelthen gået sport i det. Jeg er så stolt på kommunens og medarbejdernes vegne over, at Dagens Medicin har vejet indsatsen og fundet den værdig til denne fornemme særpris. Tak for det. Jeg er sikker på, at prisen vil motivere yderligere til, at de gode resultater bredes ud i hele kommunen," siger han.

Faglig stolthed

Sønderborg Kommune er indstillet til prisen af FOA, Kommunernes Landsforening og Dansk Selskab for Patientsikkerhed. I indstillingen hedder det bl.a., at organisationerne ”ønsker at indstille Sønderborg Kommune for at nytænke arbejdet med kvalitet og patientsikkerhed og dermed skabe større livskvalitet i ældreplejen”.

I indstillingen fremhæves, hvordan det er lykkedes at eliminere tryksår og mærkbart reducere medicinfejl samtidig med, at der er skabt større faglig stolthed og engagement blandt de sundhedsprofessionelle: ”Opskriften på de gode resultater er mere systematiske arbejdsgange, løbende monitorering af om ændringer i arbejdsgange giver bedre behandling, ledelse tættere på den kliniske hverdag og mere samarbejde med borgere og pårørende”.

"Selve arbejdet med projektet er meget motiverende, fordi resultaterne er så tydelige, fordi det skaber engagement og faglig stolthed, og fordi både borgere, pårørende og medarbejdere bliver mere glade. At få prisen er bare en yderligere motivation, som vi glæder os vildt meget over," siger Hanne Ellegaard Miang, der er projektleder i Sønderborg Kommune på ”I sikre hænder”.

”I sikre hænder” er et projekt, som Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse samt Kommunernes Landsforening står bag. Formålet er at reducere antallet af tryksår, medicinfejl, fald og infektioner. Foruden Sønderborg er kommunerne Frederiksberg, Lolland, Thisted og Viborg med i projektet.
I Sønderborg har der i første omgang været fokus på tryksår og medicinering med plejecentret Tangshave Bo- og Aktivitetscenter og hjemmesygeplejen/hjemmeplejedistrikt Fjord som pilotprojekter. Begge pilotenheder har nået målene, som hedder 300 dage uden tryksår og medicinfejl.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078